Katamaran kæntrede – tre måtte hjælpes op
Der var en redningsbåd i vandet og en helikopter i luften ved Aarhus Bugten, hvor tre var i havsnød lørdag
Både Østjyllands Brandvæsen og Østjyllands Politi blev alarmerede i dag, da der kom en melding om, at en båd var kæntret i Aarhus Bugten, ikke langt fra kysten.
- Der var en katamaran, der var kæntret. Vi havde en redningsbåd og en helikopter derude, og redningsbåden reddede tre personer op af vandet, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Der var tre personer ombord på båden, og de er altså alle sammen reddet op af vandet.
- Vi havde helikopteren derude for en sikkerheds skyld. De tre er alle ved godt mod og ikke kommet til skade – men de er naturligvis blevet lidt våde, siger vagtchefen.
Læs også
Det var en vaks borger, der inde fra land så, at det lignede, at katamaranen og besætning havde problemer med at holde sig flydende.
- Der er en inde fra land, der ser, at båden kæntrer, og at de kæmper med at få den rejst op igen. Da det ikke lykkes ringer han til politiet, siger vagtchefen.