Karlas Kabale hitter
Billetsalget går over alt forventning
Aarhus Teater langer tusindvis af billetter til familieforestillingen Karlas Kabale over disken.
Karlas Kabale er baseret på bogen af Renée Toft Simonsen, og Thomas Helmig har lavet titelsangen til forestillingen, som havde premiere på Aarhus Teater i fredags.
- På premieredagen havde vi solgt 17.000 billetter til forestillingen. Det er cirka det antal, som vi havde budgetteret med for hele perioden, som forestillingen løber, siger Morten Daugbjerg, der er pressechef hos Aarhus Teater.
Karlas Kabale løber frem til den 21. december.
- Med de reaktioner vi har fået fra publikum, tror vi, at den kommer til at sælge mange flere, siger Morten Daubjerg.
I alt er der samlet omkring 22.000 billetter til forestillingen, som opføres på Aarhus Teaters store scene.
Til januar afløses Karlas Kabale af Teaterkoncerten Gasolin på Aarhus Teater, og den har mange allerede sikret sig billet til.
- Vi ligger også rigtig fint med Gasolin, der har premiere den 6. januar. Her har vi solgt omkring 11.000 billetter. Sidste år havde vi Kim Larsen teaterkoncerten Dagen Før, som solgte 26.000 billetter og havde en rekordomsætning. Og sammenlignet med den ligger Gasolin på samme niveau, så vi har god grund til at have realistiske store forventninger til den, siger Morten Daugbjerg.
Han fortæller også, at det ikke kun er de store forestillinger, som hitter.
- Det går også godt på de små scener, hvor vi for eksempel har forlænget to forestillinger på grund af stor efterspørgsel, siger Morten Daubjerg.
Teaterkoncerten Gasolin løber fra den 6. januar og frem til den 28. februar.