Karina blokerede industrihavn: - Jeg er villig til at lade mig arrestere

Karina Konrad fra Aarhus er en del af Extinction Rebellion, hvor de er villige til at bryde loven for at sætte fokus på jordens klima- og miljøproblemer.

Industrihavnen i Aarhus. De sidder på den bare og kolde asfalt. De står med bannere i hænderne. På tværs af vejen. Midt i det hele. Med ventende lastbiler foran sig. Og det betyder intet.

De blokerer oliehavnen. Men deres tilstedeværelse er uønsket. Politiet griber ind. De bliver fjernet. Og flere bliver sigtet for lovovertrædelser.

Det er blot én, ud af flere lovovertrædelser Karina Konrad har været en del af, siden hun blev en del af Extinction Rebellion. TV2 ØSTJYLLAND har fulgt hende og gruppen i Aarhus, og det er der kommet en ny dokumentar ud af

Youtube-dokumentar

Det er nu halvandet år siden Karina Konrad stod på oliehavnen. Hun afviste at betale bøden, for hun mener ikke, hun har gjort det, politiet siger, hun har gjort. Og derfor vælger hun at tage den i retten.

Men selvom hun synes, hun burde frifindes og i øvrigt har krav på erstatning, så er det ikke det, der er på spil.

- Jeg tror ikke på systemet længere. Jeg tror ikke på politikerne. Jeg tror ikke på, vores magthavere er deres ansvar bevidst, fortæller hun. 

Extinction Rebellion farver springvandet rødt.
Extinction Rebellion farver springvandet rødt. Foto: Sanne H. Christophersen

- Jeg er villig til at lade mig arrestere. Jeg er villig til at blive råbt af. Jeg er villig til at blive kaldt rabiat. Jeg er villig til, at folk ser skævt til mig. Jeg er villig til det hele, pointerer Karina Konrad. 

Extinction Rebellion er en verdensomspændende bevægelse, der arbejder på at få medier og politikere til at sætte klimaspørgsmålet højere på dagsordenen. De mener ikke, der bliver gjort nok i dag, og de er klar til at gå til yderligheder for at vise det.

I Aarhus har gruppen bl.a. spærret Frederiks Allé for biler, farvet Agnete og Havmandens springvand rødt, mens gruppen i København har låst sig fast på Danske Bank og spærret store veje. Her deltog Karina også. Hun venter nu på at blive indkaldt til det næste retsmøde.

- Om jeg får en plettet straffeattest, det bekymrer jeg mig ikke så meget om, siger Karina Konrad.

Politiet, der ankommer til en af Extinction Rebellions aktioner i Aarhus.
Politiet, der ankommer til en af Extinction Rebellions aktioner i Aarhus. Foto: Sanne H. Christophersen

Hun mener, der bliver talt for meget.

- Politikerne er for sløve. Derfor er vi nødt til at lægge et ordentligt pres på dem. Vi har skrevet læserbreve og afholdt demonstrationer i 30 år. Forskere har gjort opmærksom på problemet i 60 år. Det har ikke været nok. Vi skal derfor få politikerne til at handle nu. De skulle have handlet for længe siden, siger Karina Konrad frustreret.

Galgen fra en aktion foran rådhuset.
Galgen fra en aktion foran rådhuset. Foto: Sanne H. Christophersen

34-årige Karina Konrad er webdesigner, bor sammen med sin kæreste i Malling, og bruger en stor del af sin fritid på aktivistarbejdet i Extinction Rebellion. Det endte sådan, fordi hun dag fik nok. Nu betegner hun sig selv som rebel.

- Jeg blev en del af Extinction Rebellion i januar 2018, fordi jeg råbte ud på Facebook ”hvad kan jeg gøre nu?!”. Jeg har gjort alt, hvad jeg kan, som individ, for at kæmpe imod klimakatastrofen, forklarer Karina Konrad.

Hvis du har set personer demonstrere med en løkke om halsen eller spillet døde – liggende på de kolde, aarhusianske brosten til lyden af slagord og taler gennem en megafon, har du måske mødt Extinction Rebellion.

Extinction rebellion aktion foran rådhuset.
Extinction rebellion aktion foran rådhuset. Foto: Sanne H. Christophersen

Karina Konrad tror på, at civil ulydighed er nødvendigt. Eller. Ikke-voldelig civil ulydighed, som hun kalder det. Kun det kan skabe den radikale forandring, hun mener, er nødvendig.

- Extinction Rebellion er en folkebevægelse, der arbejder med ikke-voldelig civil ulydighed, som værktøj for at presse politikerne til at handle. Vi gør det, fordi alle er i fare, når det kommer til klimakatastrofen. Og så overtræder vi loven, men vi tager også vores straf for det, siger Karina Konrad.

Extinction Rebellion, der spiller døde i Aarhus midtby.
Extinction Rebellion, der spiller døde i Aarhus midtby. Foto: Sanne H. Christophersen

Udover kampen for at få flere til at reagere på klimakrisen, så oplever Karina også at mange har et forkert billede af, hvem de er.

- Jeg støder ofte på fordomme om rebeller. De går typisk ud på, at det er folk på kontanthjælp, som vil snylte på samfundet, eller som ikke passer ind. Men det er ikke sandheden. Sandheden er, at vores rebeller er en bred gruppe af mennesker, som kan være vidt forskellige. Vi er almindelige mennesker, som kæmper for et fælles mål, siger Karina Konrad.

Karina Konrad lettet under en vellykket aktion.
Karina Konrad lettet under en vellykket aktion. Foto: Sanne H. Christophersen

Og det ser også ud til, at vi fortsat vil støde på Extinction Rebellion ude i bybilledet. 

- Vi stopper ikke, før vi har fået vores krav indfriet, så det bliver ved uanset, hvor mange bøder eller retssager jeg skal tage, og det er jeg heldigvis ikke den eneste om, siger Karina Konrad. 

Se dokumentaren og lær mere om Karina her

Den 22. april er det 'Jordens Dag' - Earth Day. En tradition, der begyndte i 1970 i USA for at gøre opmærksom på verdens miljøproblemer. TV2 Østjylland vælger at markere dagen ved bl.a. at udsende dokumentaren om Extinction Rebellion.