Karin Salling om ny titel: - Jeg er stolt og beæret
Næstformand i Salling Fondene Karin Salling blev ved årsskiftet udnævnt til kammerdame af Kongehuset.
Næstformand for Salling Fondene Karin Salling er stolt og beæret over sin nye titel som kammerdame af Kongehuset.
- Titlen er jo en ærestitel, som jeg er stolt og beæret over, at Hendes Majestæt har betænkt mig med, fortæller Karin Salling i et skriftligt svar til TV2 ØSTJYLLAND.
En kammerdame bærer ikke uniform, men et embedstegn udformet som en broche. Den første kammerdame i Danmark blev udnævnt i forbindelse med dronning Margrethes 25-års regeringsjubilæum i 1997.
Læs også
For Karin Salling har det været vigtigt at være en aktiv del af samfundslivet, som det også var for hendes mand, Herman Salling, fortæller hun.
- På den måde ligger udnævnelsen i forlængelse af det arbejde, som jeg er så heldig at være del af som næstformand i Salling Fondene, der ejer Hermans livsværk, Salling Group, og som hvert år giver tilbage til kultur, idræt og sociale formål i Østjylland og hele Danmark, fortæller Karin Salling.
Vil tage forpligtelser seriøst
Med titlen følger dog også forpligtelser. Kongehuset gør blandt andet brug af kammerdamer, når en nytiltrådt ambassadør skal ledsages til sin første audiens ved Dronningen samt ved andre større festligheder ved hoffet.
- Jeg vil naturligvis opfylde de forpligtelser, som Hendes Majestæt måtte pålægge mig, og som jeg gennem titlen har forpligtet mig til, fortæller Karin Salling og fortsætter:
- Forpligtelserne tager jeg meget seriøst, og jeg ser frem til at kunne gøre nytte, hvor Hendes Majestæt måtte finde det rigtigt.
Læs også
Udnævnelsen er foretaget af dronning Margrethe og er blevet offentliggjort på kongehusets hjemmeside.
Med udnævnelsen bliver Karin Salling en del af en eksklusiv skare af 12 kvinder, der har titel af kammerdame.
Uddeler donationer
78-årige Karin Salling er næstformand i Salling Fondene, som styres fra Aarhus og løbende uddeler donationer af overskuddet fra supermarkedsgiganten Salling Group.
Hun er enke efter Herman Salling, som var direktør i Dansk Supermarked – det nuværende Salling Group.
Foruden Karin Salling har dronning Margrethe også dekoreret biskop i Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen med Kommandørkorset af Dannebrogordenen.
De 12 kammerdamer
Castenschiold, Anne Dorothea Agnete Tesdorpf (2006), hofjægermester
Castenskiold, Camilla (2011), fhv. hofdame hos H.M. Dronningen
Dinesen, Birgitte (2017), godsejer, hofjægermester
Foss, Ane Vibeke (2020), fhv. hofdame hos H.M. Dronningen
Krag-Juel-Vind-Frijs, Jytte (2017) fhv. hofdame hos H.M. Dronningen, grevinde
Lütken, Anne Elizabeth (2009)
von Lüttichau, Lena Francke (2012), fhv. hofdame
Moltke, Helle Kirsten Flamand (2008), grevinde
Munro, Silvia Charlotte Marie (2012), godsejer, hofjægermester
Obel, Ulla Gorwetz (2004), fhv. hofdame hos H.M. Dronningen
Salling, Karin (2022)
Uggla, Ane Mærsk Mc-Kinney, formand (2015)
Kilde: Kongehuset