Kæmperokke giver farve til Strøget
Eske har kigget på kedelig mur i 6 år og tænkt, at noget måtte ske. Nu har han selv taget tyren ved hornene.
En gavl på Strøget, der før var grå, er nu blevet udsmykket med en gigantisk djævlerokke, der svømmer i et blåt ocean. Bag maleriet står 23-årige Eske Touborg, der til daglig går på kaospilot-studiet.
- Jeg har kigget på den her mur de sidste 5-6 år og tænkt, at der skal simpelthen ske noget her, siger Eske Touborg til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
- Der skal farve og kunst på det grå. Jeg vil gerne have at folk går fobi og bliver overraskede i deres daglighed, lyder det.
Derfor har Eske Touborg over de seneste tre-fire dage skabt en mere end ni meter lang kæmpefisk på gavlen, som i den grad giver kulør til Strøget.
Havmotiver til byen
At det lige er et motiv fra havet er ingen tilfældighed, for den unge grafittimaler er også manden bag en gigantisk hvidhed på en gavl i Vestergade, en stor hammerhaj i Skt. Annagade samt sæler og gobler i en tunnel under Ringgaden.
- Jeg er sindssygt glad for at dykke og jeg synes, det er nogle fantastiske skabninger, men kan se under overfladen på vandet. De er virkelig flotte. Hvis jeg bare kan få 50 procent af det, de kan under vandet op på de her vægge, så er jeg tilfreds, forklarer Eske Touborg.
Læs også
Djævlerokker kan blive næsten ni meter i vingefang, men den på gavlen har Eske Touborg lavet endnu større.
Selvom selve malingen af rokken kun har taget nogle dage, så har projektet været i gang i mere end et år.
- Det er 15 måneder siden, jeg startede med at ansøge hos kommunen. Der skulle søges om tilladelser ,og der var mange involverede. Det var hårdt arbejde, fortæller han.
Men nu er djævlerokken altså flyttet ind på Strøget i Aarhus, og når stilladset først er pillet ned, vil forbipasserende for alvor kunne nyde synet af den.