Kæmper for Yen Ngoc
Næsten 4.000 underskrifter er indsamlet
Mens Kenneth Iversen og hans kone Yen Ngoc forsøger at få genoptaget deres sag om familiesammenføring, er danskerne aktive på internettet for at vise deres støtte.
På Facebook-siden "Støt Kenneth Iversen i at beholde hans familie i Danmark" har mere end 7.300 personer indtil videre vist deres støtte på det sociale medie.
En af dem, som også kæmper for familien, er Susanne Larsen fra Tarm. Hun har oprettet en underskriftsindsamling, hvor mere end 3.800 danskere har skrevet under i protest mod justitsminister Morten Bødskov (S).
- Jeg synes ikke, der sker så meget i sagen. Det er synd for familien, siger Susanne Larsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Susanne Larsen havde håbet, at kunne have samlet 10.000 underskrifter ind inden i morgen, hvor det er en uge siden, at indsamlingen blev oprettet.