Kæmpe fællesfest sidste skoledag igen aflyst - og måske endda for altid

Ligesom sidste år er den store fællesfest for afgangseleverne på de aarhusianske skoler i år aflyst. Ifølge kommunen vender den ikke nødvendigvis tilbage i sin oprindelige form efter corona-pandemien

Når over 3.000 aarhusianske skoleelever til sommer afslutter 10 års skolegang, bliver det heller ikke i år, helt som det plejer. 

Den traditionelle store fællesfest i Botanisk Have, hvor eleverne plejer at møde op udklædte, glade og måske lidt fulde - efter at have kastet karameller på deres respektive skoler - er nemlig, ligesom sidste år, aflyst. Igen på grund af corona-pandemien. 

Det oplyser Aarhus Kommune fredag formiddag til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er en tid, hvor der har været mange afsavn, så det er selvfølgelig ærgerligt, at det her kommer oveni, siger rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF), og fortsætter: 

- Men jeg tror også, at mange havde regnet lidt med det, så der har været bedre muligheder til at tænke alternativer, og det, som vi kan sætte i stedet for, er også rigtig godt, siger han. 

Hver enkel skole får penge til deres egen fest 

Da pandemien i 2020 aflyste det fælles møde på tværs af de aarhusianske skoler, sørgede Aarhus Kommune i stedet for en livetransmission til klasseværelserne fra Train med musik og underholdning. 

Og igen i år har kommunen et kort i baghånden, så skoleeleverne ikke bliver helt snydt for en fest.

Aarhus Kommune har nemlig valgt at give de enkelte skoler en pose penge, så de lokalt kan arrangere en festlig dag den 21. juni - efter afgangsprøverne er afsluttet -  som punktum for elevernes folkeskoletid. 

- Det er fordi, det er vigtigt at afslutte godt. Det er de færreste mennesker, der kommer til at have så mange sammenhængende år samme sted igen samtidig med, at man går fra barn til ung. Det er en vigtigt del af livet, siger han. 

Skolerne får 103 kroner pr. afgangselev, og de enkelte skoler kan selv vælge, hvad de vil bruge pengene på. Arbejdsgruppen, der normalt står bag det fælles arrangement i Botanisk Have, opfordrer dog alle skoler til at inddrage eleverne og også gerne klubberne i planlægningen.

Festen skal nytænkes 

Men selvom corona-pandemien forhåbentlig er forbi til næste år, når der igen skal afholdes sidste skoledag for afgangseleverne på de aarhusianske skoler, så er det ikke sikkert, at fællesfesten kommer tilbage i sin oprindelige form, fortæller Thomas Medom. 

- Den vender ikke nødvendigvis tilbage efter corona, for vi kan høre, at den har været ekskluderende for mange på grund af de store mængder alkohol. 

- Så når vi rammer 2022, så vil den blive gentænkt i nogle rammer, der er mindre præget af alkohol, siger rådmanden.

VIDEO: Se her, hvordan det så ud i 2019, da udklædte afgangselever fejrede sidste skoledag.

Også her er meningen, at de unge skal involveres, men først og fremmest handler det nu om, at få styr på dette års sidste skoledagsfest. 

- Vi begynder at kigge på det efter sommerferien, siger Thomas Medom.