K: Vi skal mandsopdække Grimhøjmoskéen
Marc Perera Christensen (K) vil gøre livet surt for Grimhøjmoskéen i Aarhus
Det Konservative Folkeparti i Aarhus har fået nok. Alt skal sættes ind for at sætte en stopper for Grimhøjmoskeén i det vestlige Aarhus.
Det fortæller Marc Perera Christensen, der er byrådsmedlem og 2. viceborgmester i Aarhus Kommune.
- Realiteten er, at vi jo ikke ved fuldstændig, hvad der foregår derude, og det er i sig selv problem nummer et. Løsningen på det er, at vi sætter ind med alt, hvad vi overhovedet har, siger Marc Perera Christensen.
S-gruppeformand: Moskéen bør miste kommunale tilskud
I skjulte optagelser fra TV 2 prædiker Abu Bilal fra grimhøjmoskéen blandt andet, at utugtige muslimer ifølge Koranens sharialov skal stenes eller piskes - ligesom muslimer, der forlader islam.
EKSTRA: SE VIDEOOPTAGELSERNE FRA MOSKEEN PÅ TV2.DK
Moskéen skal mandsopdækkes
- Det var skattevæsenet, der knaldede Al Capone, og i bund og grund har vi brug for at rykke alle myndigheder tæt omkring den adresse og lave mandsopdækning hele vejen rundt og hele året rundt. Skat, politi og kommune, skal simpelthen nidkært holde øje med alt, hvad der foregår. Og alle de steder, hvor vi som kommune har mulighed for at smide en kæp i hjulet, skal vi gøre det, siger Marc Perera Christensen og fortsætter:
- Det er på aktivitetstilskud, lokaletilskud og på byggetilladelser. Det er på alt, hvad der overhovedet vedrører Aarhus Kommune. Der må vi nu sætte hundene ind og så få den jaget ud af den her by og det her land, hvis vi i bedste fald kan det.
Ministre kaldes i samråd om moské
Er der nødvendigt?
Alt tyder på, at det er nødvendigt. Det her er mennesker, der grundlæggende mangler en forståelse for det demokratiske fundament, som Danmark hviler på. Hvis man vil prædike sine mørkemands teorier, må man rejse steder hen, hvor det har gang på jorden. Det har det ikke i Danmark. Nu må vi bruge alle ressourcer, vi overhovedet kan finde til at jagte den her adresse, mandsopdække den og finde alt, hvad vi overhovedet kan for at komme af med dem, siger Marc Perera Christensen.
Optagelserne fra TV 2 er ifølge tv-kanalen optaget i et lokale i Grimhøjmoskeen, hvor en gruppe kvinder og børn samles i en studiegruppe for at blive undervist i sharia.
I videoen øverst på siden kan du se interviewet med Marc Perera Christensen.