Julemarked laver skøjtebane uden is
I år kan gæster i Tivoli Friheden være Bambi på kunstig glatis, og der søges en lyseslukker, som skal slukke og tænde lys hver dag.
Tivoli Friheden i Aarhus har i år valgt at tage konsekvensen af energikrisen, og det betyder blandt andet, at forlystelsesparkens 270 kvadratmeter store udendørs skøjtebane ikke kommer til at have is.
I hvert fald ikke rigtig is.
Parkens gæster kommer til at kunne skøjte. Det bliver bare på en kunstig skøjtebane.
Den store skøjtebane har været planlagt længe, men Tivoli Friheden lagde planen på is tidligere på efteråret, allerede inden de havde nået at løfte sløret for den.
Men så faldt forlystelsesparken over et alternativ, hvor man kan lave en skøjtebane af syntetiske plader, der ligner og føles som is, påpeger Marie-Louise Brandenborg, digital marketingspecialist hos Tivoli Friheden.
- Årsagen er simpelthen el-situationen, som vi har kigget ind i og fulgt med i allerede før halloween i forhold til, hvordan vi kan reducere forbruget bedst muligt, siger hun.
Søger lyseslukker
En kunstig skøjtebane koster det samme at lave som en klassisk bane af is. Fordelen er, at den ikke kommer til at forbruge energi.
Derudover kan Tivoli Friheden genbruge banen igen næste år.
- Så det var virkelig en åbenlys løsning, siger Brandenborg.
Skøjtebanen er ikke det eneste sted, hvor parken kommer til at spare på forbruget.
- Vores store forlystelse Sky Tower, som er det vi kalder vores store juletræ på 50 meter, er fuldstændig dækket af led-lys, som den har været alle år.
- Der har lyset altid brændt hele døgnet rundt, men i år kommer den kun til at være tændt inden for parkens åbningstider ligesom parkens øvrige lys, siger Brandenborg.
I den forbindelse har parken i år lagt en jobannonce op, hvor de søger en "lyseslukker", der skal gå rundt og slukke og tænde lys, når parken åbner og lukker.