Julehjælp skal skabe netværk
Projekt vil gøre julehjælpsmodtagere til et aktiv
Hvert år modtager tusindvis af danskere julehjælp i form af mad, gavekort og andre ting, der kan forsøde julen.
Nu vil Dansk Folkehjælp, som er en af de største formidlere af julehjælp, forsøge at hjælpe familierne - også efter julen.
Foreningen har nu lanceret et helt nyt pilotprojekt i 10 danske kommuner, deriblandt Aarhus. Projektet "FamilieNET VIKAN" skal være med til at få udsatte og isolerede familier inkluderet i et netværk for familierne selv og samtidig gøre dem til en vigtig social ressource i lokalsamfundet.
- Vi vil gerne være med til at gøre vores julehjælpsmodtagere til mere end blot modtagere. I Dansk Folkehjælp er vi optaget af, at alle mennesker kan bidrage til det danske velfærdssamfund og være et aktiv for eget lokalområde, selvom de lever et liv i fattigdom med mange daglige udfordringer, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, i en pressemeddelelse.
Når folk skal afhente deres julehjælpspakke, bliver de opfordret til at være en del af projektet.
Familierne vil blive inviteret til et 'ryste-sammen'-arrangement, hvor der bliver sat fokus på at skabe relationer mellem de deltagende familier. Herefter vil netværket mødes til cafémøder og i samarbejde finde ud af, hvad de kan gøre for deres lokalsamfund.
Udover Aarhus bliver netværksprojektet lanceret i Hjørring, Herning, Vejle, Grindsted, Vamdrup, Vejen, Lolland og Fredensborg.