Julefilm: 14-årigt talent fra Brabrand lyser op i hovedrollen

Sofia Callesen spiller overfor kendte skuespillere som Lars Hjortshøj og Camilla Bendix

02:57

1 af 2

Når julens store familiefilm 'Emma og Julemanden - Jagten på Elverdronningens hjerte' bliver vist på det store lærred i landets biografer, så er det med Sofia Callesen fra Brabrand i hovedrollen.

Den 14-årige skolepige brugte en stor del af forrige vinter på at indspille filmen, og det har vist, at hun har et medfødt talent.

- Hun kan noget ganske særligt. Hun er super god og nærværende og dyb i sit udtryk, siger Morten Rasmussen, der er direktør hos Deluca Film i Aarhus, der har produceret den nye julefilm.

I filmen spiller ukendte Sofia Callesen overfor kendte navne som Lars Hjortshøj og Camilla Bendix, men det har ikke påvirket det unge talent.

- Det var rigtig sjovt at spille sammen med alle de kendte skuespillere. De hjalp rigtig meget og fortalte, hvis der var noget, som jeg ikke helt forstod, siger Sofia Callesen.

Årets julefilm er en fortsættelse af TV2s julekalendere 'Ludvig og Julemanden' og 'Tvillingerne og Julemanden'. De er også produceret af Deluca Film og samlede over 1,5 mio. danskere foran fjernsynet.

Se hele indslaget om Sofia Callesen herover.