Joachim B. Olsen vandt OL-bronze

Århusianske Joachim B. Olsen vandt bronze i OL-finalen i kuglestød.

Den østjyske kuglestøder Joachim B. Olsen sikrede sig sidst på eftermiddagen Danmarks første medalje ved OL i Athen.

Joachim B. Olsen stødte 21,07 meter i OL-finalen, og det rakte til en tredjeplads.

Guldmedaljen blev vundet af Yuriy Bilonog fra Ukraine, der i sit allersidste stød kom ud på 21,16 meter.

Det var nøjagtigt lige så langt, som amerikaneren Adam Nelson havde stødt, men da ukraineren havde et længere næstbedste stød, blev han olympisk guldvinder.