Den tidligere AGF-spiller skiftede inden denne sæson fra tyrkiske Konyaspor til oprykkerholdet Cadiz CF i den spanske La Liga, hvor modstanderholdene hedder Real Madrid, FC Barcelona og Atletico Madrid.
De færreste havde regnet med, at holdet ville ligge nummer tre efter seks kampe, men det er faktum efter Cadiz' sejr mod giganterne fra Real Madrid, der er forsvarende mestre.
- Det er sindssygt fedt, siger Jens Jønsson til TV2 ØSTJYLLAND.
Han løb som mange andre drenge rundt som barn og drømte om at blive professionel fodboldspiller. Det har 27-årige Jens Jønsson for længst opnået, men lørdag aften blev hans karriere taget til nye højder.
- Det er det, man arbejder for og spiller for. Det er en kæmpe oplevelse og bare mega fedt, siger han.
Jens Jønsson
Lørdag var det første gang i 50 år, at det gule hold fra Cadiz slog kongeklubben Real Madrid, der har vundet La Liga 34 gange. Den tidligere AGF-spiller forklarer sejren med en hård arbejdsindsats fra hele holdet, og at Real Madrid havde en dårlig dag.
Spillede bedre end mestrene
Den udlægning er La Liga-ekspert Mads Junker ikke enig i. Han mener, Cadiz simpelthen udspillede de forsvarende mestre.
- Det gør resultatet endnu mere opsigtsvækkende, at det faktisk var fordi, de spillede bedre, siger Mads Junker til TV2 ØSTJYLLAND.
Han sammenligner sejren lørdag aften med en anden sensation, der vakte opsigt i den internationale fodboldverden.
- Da OB slog Real Madrid for 25 år siden, var der en masse held indover, men Cadiz kunne have vundet 3-0, og det er en del af sensationen, siger Mads Junker.
Historisk sensation
Han kalder sejren for den ubetinget største sensation i spansk fodbold i år, men det stopper ikke der.
- Det er i top tre over største overraskelser i et årti i spansk fodbold, siger Mads Junker.
Fodboldeksperten roser Jens Jønsson indsats, der sluttede efter 87 minutter, da han blev udskiftet.
- Han er ikke den mest iøjnefaldende spiller, men han spillede en rigtig god kamp. Han var på intet tidspunkt i problemer hverken fysisk eller teknisk mod Real Madrids spillere, siger Mads Junker.
Løb solen sort
Jens Jønsson fortæller, at han ikke nåede at have bolden ret meget i løbet af kampen, men det vidste han på forhånd.
- Jeg løb en helvedes masse kilometer uden at røre bolden ret meget. Men det ved man jo, når man spiller for Cadiz og møder Real Madrid. Der er ikke plads til at løbe og lave lækkerier, det er bare en stenhård arbejdsindsats fra hele holdet, og sådan var det også for mig, siger Jens Jønsson.
Resten af sæsonen skal Cadiz FC forsøge at undgå nedrykning, som de ellers er spået til. Lørdagens sejr har givet dem ekstra benzin på motoren til en lang, hård sæson.
- Når man slår en af verdens største klubber, så giver det et naturligvis en følelse af ekstra selvtillid, siger Jens Jønsson, der skal møde Villareal i næste weekend.
Perhaps the most heart-warming video of the weekend in football: the elation of the Cádiz staff and players after their first ever away win against Real Madrid. #RealMadridCadiz #CadizCF #RealMadrid #RealMadridCádiz
— Engrossed in Football (@eifmagazine) October 18, 2020
pic.twitter.com/NGqRBPq4Ww