- Jeg begyndte at føle skam
Shafgat Ali om tilværelsen som førtidspensionist
Shafqat Ali var tidligere selvstændig og en meget aktiv mand. Men for ni år siden fik han en triple-bypass og en diskusprolaps - og derefter fulgte en tilværelse som førtidspensionist.
Det vendte hans liv på hovedet.
- Jeg følte mig meget alene og ensom. Jeg syntes, jeg havde mistet alt. Jeg var ikke mig selv længere, fortæller Shafqat Ali til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Jeg begyndte at føle skam. Det var som om, samfundet ikke respekterede, at jeg var syg eller dårlig, fortsætter han.
Shafqat Ali ville videre i sit liv og valgte derfor at kaste det meste af sin tid efter frivilligt arbejde. For tre år siden var han med til at stifte FPF-Århus - Landsforeningen for Førtidspensionisters lokalafdeling i Aarhus.
Foreningen hjælper med at få folk op af sofaen, få dem ud og tale med hinanden - og hjælpe hinanden. Men ifølge Shafqat Ali burde det offentlige også hjælpe langt mere end det gør nu.
- Nå, du har fået din pension, så farvel og tak. Gå hjem og drik og tag smertestillende tabletter. Det er ikke et liv, lyder det fra Shafqat Ali.
I Aarhus er der knap 16.000 førtidspensionister.
Mød Shafqat Ali i indslaget ovenfor.