Jazz er også for unge
26. udgave af Aarhus Jazz Festival skudt i gang
Jazz er ikke forbeholdt det grå guld, der nyder de swingende toner, mens de indtager en kold fadøl i et telt.
Det er den 26. udgave af Aarhus Jazz Festival et bevis på. Ungdommen er nemlig også repræsenteret på den østjyske festival, der netop er skudt i gang.
Blandt de i alt 230 koncerter kan publikum opleve Jysk Talent Big Band fra Aarhus. Samtlige medlemmer er i alderen fra 18 til 23 år.
- Det er mit liv. Det er forhåbentlig det, jeg kan bygge en karriere på engang, siger bandets 19-årige dirigent, John Riddell, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den unge dirigent har længe set frem til at stå på scenen under dette års jazzfestival i Aarhus.
- Jeg elsker at spille det, jeg elsker at lytte til det, og jeg elsker at være i det. Det er en af mine yndlingsuger hvert år, forklarer han.
Medlemmerne af Jysk Talent Big Band kommer alle fra Aarhus Musikskole og Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.
Under Aarhus Jazz Festival er det muligt at nyde musikken fra i alt 29 forskellige scener. Festivalen varer en uge.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.