Japansk bondage
I en ny aarhusiansk klub binder gæsterne hinanden
Aarhus har fået en ny og lidt usædvanlig klub.
Her kan medlemmerne komme op og hænge i reb og tøjler.
- For mig handler det om at give slip og lade en anden overtage styringen. Og hvis jeg ikke kan det, så skal jeg heller ikke bindes, for så stresser jeg, og så kæmper jeg imod, og så kommer jeg ikke derhen, hvor det er rart, siger Sarah Pedersen, der er studerende fra Hadsten.
Fænomenet hedder japansk bondage, og det kan man nu dyrke hos Klub Nawa i Aarhus, der netop har slået dørene op.
- Nogle dage planlægger jeg det i forvejen. Jeg kan ligefrem sidde og få ideer og tegne, hvad jeg vil gøre derhjemme. Andre gange lægger man det første reb, og så er det ligesom om, at det finder sin egen vej rundt, og man kommer ind i en verden, hvor det er rebet, der leder en, siger Torsten Nielsen, der er kundeservicemedarbejder i Aarhus.
Det handler ikke sex, men ved japansk bondage binder man hinanden for på den måde at opnå en nærmest meditativ tilstand.
- Man bliver lidt høj og glad, når man får den her samhørighed med ens model, siger Torsten Nielsen.
- For mig er det nok bare det, at det er en dejlig fornemmelse at mærke rebet rundt omkring en. At man bliver bevidst om sin krop og bare prøver at flyde med, siger Sarah Pedersen.
Du kan se mere om japansk bondage i indslaget øverst på siden.