- Hvem fanden kan finde på at stjæle min hund? Altså, det er min hund.
Janni Vinther er endnu ikke kommet sig over at have mistet hunden Ozzy.
Tyveriet skete tilbage i november måned i Sabro vest for Aarhus.
Er han blevet mishandlet, blevet brugt til hundekamp, givet til en anden familie eller solgt? Jeg ved det ikke.
Gerningsmændene gik ind i Janni Vinthers have, mens hun var i bad.
Derefter snuppede de Ozzy og forsvandt fra stedet.
- Det værste er, at jeg ikke ved, hvad der er sket med ham. Er han blevet mishandlet, blevet brugt til hundekamp, givet til en anden familie eller solgt? Jeg ved det ikke, fortæller Janni Vinther til TV2 ØSTJYLLAND et halvt år efter, at hun fik sin hund stjålet.
Flere tilfælde
Janni Vinther er langt fra den eneste østjyde, der har mistet sit kæledyr.
Dansk Kennel Klub oplever, at flere og flere hunde bliver stjålet.
- Det er desværre noget, vi har hørt om oftere henover de seneste fem til ti år. Sidste år registrerede politiet 38 tilfælde, hvor folk melder deres hunde stjålet, siger presseansvarlig i Dansk Kennel Klub Lise Lotte Christensen.
For få år siden kunne man sagtens lade sin hund stå ude foran supermarkedet, mens man handlede. Det er dog ikke sikkert at gøre i dag.
- Vi fraråder også at lade hunde gå i haver med lavt hegn ud til stier, forklarer Lise Lotte Christensen.
Har udlovet en dusør
Janni Vinther har har modtaget en række henvendelser fra personer, der har oplysninger om Ozzy.
Familien har også udlovet en dusør, men hunden er stadig ikke kommet hjem.
- Han er savnet, og jeg håber stadig, at vi ser ham. Men jeg ved godt, at det gør jeg jo nok ikke. Ellers så havde han allerede været hjemme, siger Janni Vinther.
Øverst i artiklen kan du se et tv-indslag med Ozzys ejer, Janni Vinther.