Jan Magnussen og datter kører på podiet i hjemmebygget sæbekassebil
Elever fra Den Jydske Haandværkerskole lavede en hjemmelavet sæbekassebil til Classic Race, der skulle køres af den erfarne racerkører Jan Magnussens datter.
Jan Magnussen er vant til at have hundredvis af hestekræfter mellem hænderne. Men fredag stod den på en noget anderledes opgave: En hjemmebygget sæbekassebil.
En flok elever fra Den Jydske Haandværkerskole i Hadsten har knoklet for at gøre en bil klar til den erfarne racerkører. Og det har været noget af et projekt for de unge gutter.
- Bare sådan noget som at få et rat til at styre et par hjul er egentlig ikke en helt simpel opgave, siger Marcus Dalby, der er elektrikerstuderende, til TV2 ØSTJYLLAND.
Vil bygge alt selv
Eleverne bygger sæbekassebilerne til danmarksmesterskabet i sæbekasseløb, der afholdes i forbindelse med Classic Race i Aarhus.
- Det er den lykkeligste tid i mit arbejdsliv, når jeg ser de her elever arbejde. Jeg synes bare, at det er fantastisk at få lov til at facilitere det her, siger Jens Vinther, teknisk projektleder på skolen.
Og eleverne virker til at være lige så begejstrede som deres lærer.
- Det er fantastisk. Jeg synes virkelig, at det er sjovt, siger Marcus Dalby.
Processen med at lave bilerne indebærer fejl, men det gør ikke Marcus Dalby noget.
- Man sætter noget sammen, og så prøver man at finde ud af. Virker det, virker det ikke? Og hvis det virker, så bruger vi det, hvis det ikke virker, så finder vi ud af noget andet, siger han.
Marcus Dalby ser også kun projektet som begyndelsen.
- Jeg vil bare godt lave alting selv, siger han.
VIDEO: Se mere om tilblivelsen af sæbekassebilerne her
Tredjeplads
Det lykkedes for eleverne at blive færdige med bilerne. Den ene bil blev kørt af Jan Magnussen og hans datter Millie Magnussen, der tog en tredjeplads med hjem.
- Den var lidt svær at køre lige ud. Den er ikke så stabil, sagde Jan Magnussen efterfølgende.
Både far og datter melder, at de er tilfredse med tredjepladsen, men de sigter efter endnu mere næste år.
- Bilen var lidt tung. Den bliver lettere næste år, der vinder vi, siger Jan Magnussen.
På trods af vægten anerkender Jan Magnussen elevernes hårde arbejde.
- Godt stykke arbejde af de gutter der - jeg ved, at de har været tidspresset, siger han.