- Jacob er ikke udygtig
Roser til borgmesteren - også fra de blå
Der er tilsyneladende ikke udsigt til, at der bliver kastet med mudder i den aarhusianske valgkamp.
Torsdagens direkte valgdebat på TV 2 | ØSTJYLLAND om kommunalvalget i Aarhus blev indledt med en håndfuld roser til borgmesteren fra stort set alle spidskandidaterne for de vigtigste partier.
Selv fra de borgerlige politikere var der opbakning til Jacob Bundsgaard (S) som person.
- Jacob er ikke nogen udygtig borgmester. Han er socialdemokrat. Men grundlæggende set gør han en ihærdig indsats, siger de konservatives Marc Perera Christensen.
Et udmærket samarbejde
Ifølge den direkte udfordrer til borgmesterposten, Venstres Bünyamin Simsek, har han ingen problemer med at samarbejde med den socialdemokratiske borgmester.
- Vi har haft et udmærket samarbejde - også med Jacob Bundsgaard, fastslog han.
Også fra Dansk Folkeparti blev der sendt venlige ord i borgmesterens retning under valgdebatten.
- Den største fejl er, at han er socialdemokrat, mener Dansk Folkepartis spidskandidat, Jette Skive.