- Ja, til frihed på nettet!

Mange østjyder har meldt sig til dagens demonstration mod Acta-aftalen

I København, Aarhus, Odense og Aalborg har over 15.000 meldt sig til demonstration mod Acta-aftalen. Under parolen "Ja til frihed på nettet og nej til Acta" ventes flere end 15.000 danskere i dag på gaden for at demonstrere mod Acta-aftalen.

Aftalen, der er underskrevet af 38 lande ud over Danmark, indeholder en række regler, der skal bekæmpe kopivarer. Både de fysiske produkter som tøj og sko, men også de digitale som for eksempel billeder og musik.

Det er sidstnævnte, der har fået den danske gruppe "Stop Acta" til at arrangere dagens demonstrationer i København, Aarhus, Odense og Aalborg - og der er flere end 15.000 tilmeldte på Facebook.

- Acta er blevet til bag lukkede døre og bærer tydeligt præg af, at rettighedsindustriens interesser er blevet sat over hensynet til ytringsfrihed og privatlivets fred, siger Henrik Chulu, der er talsmand for Stop Acta i Danmark.

Med dagens demonstration ønsker han at få politikerne på Christiansborg i tale.

- Regeringen har slet ikke været lydhør over for kritikken, som både er kommet fra græsrødder, men også fra flere organisationer, siger Henrik Chulu.

To af de organisationer er Amnesty International og Forbundet af it-professionelle Prosa. Repræsentanter fra begge organisationer skal tale på dagens demonstration i København, hvor cirka 12.000 demonstranter ventes at gå fra Israels Plads til Christiansborg.