Irma lukker sine butikker
Fremover må aarhusianerne handle på Irmatorvet.dk
Irma lukker sine butikker i Magasin Aarhus, Risskov og Odense pr. 1. marts 2013. Den melding fik medarbejderne fredag formiddag på et ekstraordinært pressemøde. Det skriver JP Aarhus.
- Det var et eksperiment, vi gjorde, da vi åbnede de første butikker på Fyn og Jylland. Resultatet har været en god opbakning fra mange kunder og en pæn omsætning, men desværre ikke nok til, at vi kan drive butikkerne rentabelt på så relativt dyre beliggenheder, siger adm. direktør Alfred Josefsen, Irma, til JP Aarhus.
I stedet skruer Irma forventningerne op til Irmatorvet.dk. En ny landsdækkende satsning, hvor forbrugere over hele landet kan bestille varer til levering ved døren.
De berørte medarbejdere vil få tilbudt job i Coop-familien, hvis de ønsker det, når butikkerne lukker om et år.