Internat mangler akut plejefamilier til killinger

Det vælter ind med herreløse katte og killinger for tiden, melder dyreinternat.

Sommer er lig med højsæson for indlevering af katte hos Dansk Dyreværn Århus.

Internatet er lige nu proppet med katte og især killinger. I år har de indtil nu modtaget 400 katte, og det er flere, end de plejer at modtage.

- Vi har overhovedet ikke plads til alle de katte, der kommer ind. Særligt lige nu, hvor vi får en kattemor med killinger to gange om ugen, fortæller veterinærsygeplejerske Sarah Bjerg.

Faktisk har Dansk Dyreværn Århus lige nu så mange killinger, at de akut har behov for midlertidige plejefamilier.

- Det vil sige, at man får en kat med killinger med hjem. Dem passer man, til de bliver 12 uger, og så afleverer man dem tilbage til internatet, fortæller Sarah Bjerg.

Fire uger gamle Lucifer blev fundet gående rundt alene. Her er han i hænderne på Dansk Dyreværn Aarhus.
Fire uger gamle Lucifer blev fundet gående rundt alene. Her er han i hænderne på Dansk Dyreværn Aarhus.

En af de killinger, der er blevet indleveret, er en lille hankat med navnet Lucifer. Han er kun fire uger gammel og er dermed ikke gammel nok til at undvære sin mor. Alligevel blev han fundet gående rundt alene.

Ikke kun katte, men også kaniner bliver oftere afleveret i øjeblikket, fortæller Sarah Bjerg.

Ønsker man at blive plejefamilie for kattekillinger, kan man kontakte Dansk Dyreværn Århus via deres hjemmeside.