Ingen vil bo ved fitnesscenter
Beboere i Risskov frygter larm og lys
Det er tilsyneladende ikke specielt attraktivt at bo lige ved siden af et fitnesscenter.
Et omstridt fitnesscenter på Dalsagervej i Egå har netop fået påbud om at flytte centret til en anden placering. Aktiviteterne larmer nemlig for meget, mener Aarhus Kommune efter klager fra naboerne.
På grund af kommunens påbud har centrets ejer, Johnny Boilesen, besluttet at flytte centret til en ejendom på hjørnet af Ådalsvej og Grenåvej i Risskov ikke langt derfra.
Men heller ikke i Risskov er beboerne ifølge Århus Stiftstidende meget for at få et fitnesscenter som nabo. Aarhus Kommune har allerede modtaget de første klager, inden centret overhovedet er åbnet.
Beboere i nærheden frygter støj fra biler, musik og fitnes-maskiner samt at blive generet af lys fra centret.
Johnny Boilesen er overbevist om, at hans fitnesscenter ikke kommer til at genere nogen. Han nævner blandt andet, at de støjende maskiner skal placeres ud mod Grenåvej og dermed ikke tæt på de nærmeste naboer.