Ingen kø: Bliv testet i Universitetsparken i dag

Lørdag er der ingen kø ved Regionens testcenter i Universitetsparken i Aarhus. Er du uden symptomer, er der derfor god mulighed for at blive testet.

Tidligere på ugen kunne vi berette om køer på om op fire timer ved de mobile testenheder ved Universitetsparken i Aarhus, men nu er situationen dog i midlertidig en helt anden.

- Da vi mødte ind ved 7-8 tiden i morges, var der en 10-12 stykker i kø, og så kom de løbende frem til klokken 8.45 cirka, men nu står der slet ikke nogle i kø, fortæller Conor Leerhøy, der er teknisk chef på Aarhus Universitet, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Hvor testcentret tidligere på ugen måtte lukke tidligere end forventet, og alle derfor ikke kunne blive testet, så står testpersonalet nu bare og venter på, at aarhusianerne møder op.

Kom og bliv testet  

Conor Leerhøy oplyser, at der kort før middag er testet 180 personer, men da der er kapacitet til at kunne teste op mod 1.700 i løbet af lørdagen, så er opfordringen klar. 

- Kom endelig ind og blive testet. Vi har stor testkapacitet herinde, og vi har ingen i kø, siger han og fortsætter: 

- Vi tester kun folk uden symptomer, men hvis man sidder derhjemme med en bekymring eller ved, at man skal være sammen med nogen i næste uge, eller hvad det nu måtte være, og man er bekymret for, om man har corona, selvom man ikke har symptomer, så kom endelig ind i Universitetsparken og bliv testet. Vi vil gerne udnytte den kapacitet, der er herinde. 

En halv time efter de første blev testet mandag, var der uddelt samtlige af de kønumre, som Region Midtjylland har kapacitet til at teste ved de to mobile enheder i løbet af mandag. Lørdag var kun 180 teste ved middagstid ud af en kapacitet på op mod 1.700. 

Testkapaciteten vurderes dag for dag  

Gennem ugen har der været forskellige udmeldinger om muligheden for at blive testet ved Universitetsparken.

På Aarhus Universitets Facebookside blev det søndag eftermiddag meldt ud, at man ville teste mandag. Mandag blev der meldt ud, at der var udsolgt af testnumre. Tirsdag formiddag blev meldt ud, at man ikke kunne blive testet onsdag, og fredag morgen lød beskeden så, at man igen ville teste lørdag og søndag. 

Om de få fremmødte lørdag skyldes en forvirring, er det dog svært at sige. 

Sådan så der ud lørdag formiddag ved det mobile testcenter ved Universitetsparken, som er rykket ind i Universitets bygninger. Ingen mennesker var i kø. 
Sådan så der ud lørdag formiddag ved det mobile testcenter ved Universitetsparken, som er rykket ind i Universitets bygninger. Ingen mennesker var i kø. 

Kunne ikke have informeret bedre 

I følge lægefaglig direktør i Region Midtjylland, Per Sabro Nielsen, så meldte regionen allerede torsdag ud, at det ville være muligt at blive testet ved Universitetsparken i denne weekend. Og da det besluttes dag for dag, hvad man har af ressourcer til at teste, så mener han ikke, at Region Midtjylland haft mulighed for at melde bedre og mere klart ud. 

Det er nemlig kapaciteten hos Statens Serum Institut, der afgør, hvor mange hver region dag for dag kan teste og derfor også, hvor det er muligt at opstille mobile testenheder. 

- Mandag havde vi to testbiler, tirsdag var der en, mens vi i weekenden har fået ressourcer til fire. Det er Statens Serum Instituts kapacitet, der afgør, hvornår vi har kunne teste, siger Per Sabro Nielsen og fremhæver, at der generelt er en tendens til at færre lader sig teste over weekenden. 

- Vi ser en nedgang i test hver eneste weekend på landsplan. Jeg ved ikke, hvad det skyldes, men sådan har det været hele tiden, siger han. 

Det er muligt at blive testet ved Universitetsparken både lørdag og søndag denne weekend.