Ingen giver et los i røven
Myndighederne bør gøre mere for kriminelle unge
Aarhus Kommune gør ikke nok for at holde unge fra Bispehaven væk fra ny kriminalitet, når de kommer ud af fængslet.
Det mener deltagerne i programmet Hits & Holdninger, der onsdag bliver sendt på TV 2 | ØSTJYLLAND.
I programmet diskuterer gæsterne blandt andet om den kritik, den unge aarhusianer Hassan El-Youssef i sidste uge rettede mod Aarhus Kommune.
21-årige Hassan El-Youssef har selv tidligere siddet i fængslet. Han oplever, at kommunen ikke har et tilbud klar til unge, der ligesom ham selv forlader fængslet. Derfor havner de igen i kriminalitet.
Ifølge formand for Liberal Alliances Ungdom i Aarhus Anders Burlund er det ikke nok at tilbyde de unge kontanthjælp, når de har afsonet en dom.
- Når man giver dem kontanthjælp og ikke noget incitament til at komme videre, så ender de på passiv forsørgelse, siger han i Hits & Holdninger på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Direktør på Herregårdsmuseet Gl. Estrup på Djursland Britta Andersen er enig. Hun mener, at unge som Hassan El-Youssef skal have et puf i den rigtige retning for at komme på rette vej.
- Det, der er galt her, det er, at ingen gør noget. Det er ikke engang nogen, der giver ham et los i røven og siger, at han skal ud at hakke roer, siger hun.
Se hele diskussionen i Hits & Holdninger i videoen øverst i artiklen. Se desuden hele udsendelsen her.