Indbrudstyve løb med pengeskab
Stjal fotoudstyr, penge og elektronik
19. feb 2015, kl. 23:02
Mere end 30 dage gammel
Et pengeskab er tilsyneladende ikke nogen garanti for, at ens ejendele ikke bliver stjålet.
Onsdag aften modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en eller flere ukendte gerningsmænd havde stjålet et pengeskab med indhold fra en adresse på Bøgevej i Viby i Aarhus.
Dermed mistede ejeren både pengeskabet og det indhold, der skulle beskyttes mod netop indbrudstyve.
Pengeskabet indeholdt diverse fotoudstyr, to tablets samt et beløb i kontanter.
Politiet oplyser ikke, hvor mange penge det drejer sig om.
Indbruddet fandt sted i perioden mellem tirsdag aften kl. 19 og onsdag eftermiddag kl. 15. Det blev anmeldt til politiet onsdag aften.