Indbrud endte med hæsblæsende biljagt
To vakse borgere spillede en stor rolle i at bremse et indbrud, der endte biljagt i nat.
Et indbrud på Skovbrynet i Aarhus endte i nat i en biljagt.
Politiet blev tilkaldt af en vaks nabo, der vågnede af larm fra nabohuset, klokken 02.54. Da han kiggede ud af vinduet, kunne han se en person i noget mørkt tøj, der var ved at kravle ned af en stige.
Der blev sendt flere patruljer herunder hundepatruljer til adressen, og da en betjent ved ankomsten anråbte tyvene, satte den ene sig ind i en bil og kørte væk i høj fart. Den anden, en 26-årig mand, blev anholdt og sigtet for indbrud.
Den 32-årige mand i bilen kørte fra gerningsstedet, og en patrulje blev sendt efter ham. Og her startede en biljagt.
Læs også
Undervejs registrerede politiet en fart på 150 kilometer i timen omkring krydset Strandvejen/Marselis Boulevard, hvor begrænsningen er 50 kilometer i timen, oplyser kommunikationsrådgiver Janni Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.
Eftersættelsen fortsatte gennem Aarhus midtby, hvor føreren undervejs flere gange med høj hastighed kørte frem for ubetinget vigepligt og tre gange frem for rødt lys.
Jagten sluttede brat ved Åboulevarden, hvor bilen forulykkede ved at køre ind i en parkeret varebil.
Læs også
Føreren fortsatte flugten til fods, men blev stoppet af en snarrådig borger, som stoppede ham, da han havde spottet, at politiet var på jagt efter ham. Det skete omkring diskoteket Der Kuhstall.
Der skete ingen personskade, og anholdelsen af bilisten skete 03.01. Han er nu foreløbig sigtet for indbrud, spiritus- og narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for tre gange at køre frem for rødt lys, for hastighedsovertrædelse og for manglende lygteføring.