Imam fortsat tilknyttet moské
Grimhøjmoskéen beholder Abu Bilal Ismail som imam, på trods af at han er anklaget i Tyskland for at opfordre til drab
Den aarhusianske imam Abu Bilal Ismail, der er blevet rejst tiltale mod i Tyskland, vil fortsat fungere som imam i Grimhøjmoskéen. Det oplyser en talsmand for Grimhøjmoskéen i dag til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den tyske anklagemyndighed har rejst tiltale mod imamen og har bedt Retten i Berlin om at indlede en retssag.
Under en prædiken i en tysk moské i Berlin sidste sommer bad Abu Bilal Ismail Gud om at "ødelægge alle de zionistiske jøder."
Se også: Anklages for at opfordre til drab
- Tæl dem og dræb dem hver og én. Skån ingen af dem. Få dem til at lide forfærdeligt, sagde imamen blandt andet under fredagsbønnen i juli måned sidste år under sit besøg i Berlin.
Anklagemynidhgeden i Berlin mener at Abu Bilal Ismail overtræder tysk lovgivning om "Volksverhetzung", som kan overstættes til hetz mod en bestemt befolkningsgruppe på grund af nationalitet, race, religion eller etnicitet.
Alligevel fortsætter han ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDs oplysninger med at være tilknyttet Grimhøjmoskéen i Aarhus, hvor han fortsat vil være imam.
Domstolen i Berlin skal nu afgøre, om den vil følge anklagemyndighedens opfordring til at føre sag mod den danske iman. Straframmen i Tyskland for "Volksverhetzung" er op til fem års fængsel.