Imam: Bøden er uretfærdig
Imam Abu Bilal forstår ikke, hvorfor han har fået en bøde på 10.000 euro for udtalelser om jøder
Den aarhusianske imam Abu Bilal, der prædiker i Grimhøjmoskeen i Aarhus, har fået en både på 10.000 euro, svarende til 75.000 kroner, fordi han i sommer opfordrede til drab på zionistiske jøder under et besøg i en moské i Berlin.
- Jeg synes, at det er uretfærdigt, siger Abu Bilal til TV 2 | ØSTJYLLAND og tilføjer.
- Jeg har ikke gjort noget forkert.
Abu Bilals prædiken blev filmet, og det førte til, at den tyske anklagemyndighed rejste tiltale mod ham efter de tyske paragraffer om hetz mod befolkningsgrupper.
- Tæl dem og dræb dem hver og én. Skån ingen af dem. Få dem til at lide forfærdeligt, skulle imamen blandt andet have sagt under fredagsbønnen i sommer.
Se: Imam får bøde for jøde-udtagelser
Udtalelserne kom på baggrund af israelske troppers kampe i Gaza i juli sidste år.
Abu Bilal mener, at han er blevet misforstået. Hans udtalelser var rettet mod soldaterne og ikke mod jøderne i almindelighed.
- Det er blevet tolket forkert. Jeg bad gud om at dræbe de soldater, som har dræbt vores børn og kvinder i Gaza på det tidspunkt. Jeg har ikke opfordret til at dræbe andre, siger Abu Bilal.
Han har fået et bødeforlæg på 10.000 euro eller seks måneders fængsel, hvis han ikke betaler. Abu Bilal har valgt at appellere afgørelsen.
I videoen øverst på siden kan du se et længere interview med Abu Bilal.