Ild i grill sendte flere brandbiler til restaurant

Der er styr på branden i en restaurant ved Viby Torv, hvor brandvæsnet søndag eftermiddag blev tilkaldt.

Flere brandbiler blev sidst på eftermiddagen sendt til Viby, efter der var indløbet en melding om køkkenbrand hos Restaurant Today ved Viby Torv.

Ingen er dog kommet til skade, og restauranten er tømt, fortæller operationschef ved Østjyllands Brandvæsen Bjørn Christensen.

Meldingerne derudefra er, at der er tale om en mindre brand i en grill i restauranten, og der er noget røg i udsugningen, som vi tumler lidt med, siger operationschefen.

Branden er nu slukket.
Branden er nu slukket. Foto: Øxenholt Foto

Meldingen om brand indløb klokken 17.31, og brandvæsnet rykkede ud med flere køretøjer. Desuden fik de selskab af flere politibetjente.

Brandvæsnet er fortsat på stedet, selv om ilden er slukket, for brandfolkene skal lige have styr på røgen i udsugningen, forklarer Bjørn Christensen.