Sydkorea blev på trods af hjælp fra målteknologi snydt for et mål under mandagens opgør mod Frankrig. Videodommeren - østjyske Bjarne Munk Jensen - overså simpelthen målet. Det skriver stiften.dk.
Han og kampens to dommere på banen Jonas Eliasson og Anton Gylfi Palsson kommer derfor ikke i aktion mere under slutrunden. Det meddeler IHF i en pressemeddelelse.
- Video-systemet vil ikke blive brugt i resten af turneringen, da man ikke kan udelukke fejl. Beslutningen vil blive genovervejet i fremtiden, skriver IHF.
Klart mål i situationen
Den fatale episode fandt sted tidligt i kampen ved stillingen 6-6. Her ramte en Sydkoreansk spiller undersiden af overliggeren, hvorefter bolden røg ned omkring målstregen. De to dommere på banen var i tvivl, om bolden havde krydset stregen, så de bad om hjælp af videodommeren.
I denne kamp var det så altså Bjarne Munk Jensen fra Silkeborg, men heller ikke han så, at bolden tydeligt var i mål. Han vinkede afværgende, og derfor blev målet ikke anerkendt.
I sidste ende fik fejldommen stor betydning, da opgøret endte 22-22. IHF har valgt ikke at omstøde kampens resultat, men lader i stedet straffen ramme de involverede dommere.
TV2 | ØSTJYLLAND bringer senere i dag Bjarne Munk Jensens kommentarer til sagen.