Iggy Pop og Deftones kommer til Northside til sommer
Begge giver koncert om fredagen
Northside har tirsdag præsenteret et par store navne til næste års musikfestival i Aarhus.
Det drejer sig om amerikanske Iggy Pop, amerikanske Deftones samt aarhusianske Velvet Volume, Bloc Party, Caribou og Yeasayer.
Dermed bliver der lidt at se frem til for de rock-interesserede gæster i Ådalen i Aarhus til sommer.
68-årige Iggy Pop er lidt af en legende og har udsendt plader gennem mere end 40 år blandt andet som forsanger i The Stooges. Iggy Pop står som solist eller sammen med The Stooges bag klassikere som 'I Wanna Be Your Dog', 'Search & Destroy', 'Raw Power', 'Nightclubbing', 'The Passenger', 'Lust for Life' og 'Real Wild Child'.
Iggy Pop og Deftones spiller fredag
Det er første gang, at Iggy Pop gæster Northside, og det sker om fredagen.
Deftones går også på scenen om fredagen. Det millionsælgende og grammy-vindende amerikanske metal-band står blandt andet bag hits som '7 Words', 'Elite', 'My Own Summer (Shove It)' og 'Change (In the House of Flies').
Northside finder sted i Ådalen i Aarhus i dagene 17.-19. juni 2016.
Efter tirsdagens offentliggørelse er der nu 18 navne på plakaten, og det foreløbige line-up for NorthSide 2016 er nu som følger: Beach House, Beck, Bernhoft, Bloc Party, C Duncan, Caribou, Deftones, Iggy Pop, Lukas Graham, Malk de Koijn, Sigur Rós, The Minds of 99, Ukendt Kunstner, Unknown Mortal Orchestra, Velvet Volume, Wilco, Yeasayer og Yelawolf.