Idømt fem års fængsel for grov vold med skruetrækker og narkosalg
Grov vold med en skruetrækker samt handel med narko sendte torsdag en 28-årig mand fra Aarhus fem år i fængsel.
En 28-årig mand fra Aarhus ved godt, hvor han skal tilbringe de kommende år, for torsdag blev han idømt fem års fængsel for grov vold og salg af narkotika. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Dommen faldt ved Retten i Kolding, hvor den 28-årige torsdag stod for en dommer. Han blev anholdt den 23. september 2021 efter at have stukket en 32-årig vejlenser med en skruetrækker i Vejle.
Efterforskningen ledte siden politiet i retning af, at den 28-årige også havde handlet med stoffer, hvilket politiet fandt dokumentation for.
Læs også
Han blev derfor tiltalt for både grov vold og for at have købt et kilo kokain og forsøgt at sælge det videre samt at have købt en ifølge politiet større mængde hash.
I retten erkendte den 28-årige at have købt 9,6 kilo hash, mens nægtede at have udøvet grov vold og at have købt og forsøgt at videresælge kokainen.
Det fandt retten dog ikke troværdigt, og han blev derfor dømt for samtlige tiltalepunkter, hvilket tilsammen gav fem års fængsel. Han ankede dommen.