Identiske tricktyverier med få dages mellemrum
En ung mand oplevede at blive truet med kniv og modtage et knytnæveslag samt et albuestød, efter han havde sat en vare til salg på Facebook.
OPDATERING:
Det viser sig, at politiet alligevel har mistanke om, at gerningsmændene i de to sager er de samme. Østjyllands Politi har her til eftermiddag - igen - anholdt de 15- og 16-årige drenge efter en nærmere undersøgelse af Facebook-profilerne i de to sager, som nu viser sig at stemme overens. Drengene ventes at blive stillet for en dommer ved et grundlovsforhør i morgen.
I tirsdags bragte TV2 ØSTJYLLAND en historie om, at et privat salg af en brugt mærkevarejakke endte med, at den unge mand, som havde sat jakken til salg, blev truet med en kniv.
Og i dag bringer vi en lignende historie.
De to lignende tyverier går ud på, at gerningsmænd reagerer som interesseret på salgsopslag via Facebook, og aftaler at mødes på steder uden alt for mange mennesker. Her kan de så, uden indblanden fra andre mennesker, true og røve sig til den vare, de udgiver sig for at ville købe.
- Der er ikke nogen umiddelbar mistanke om, at gerningsmændene skulle være de samme i de her to sager, siger Janni Lundager, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
I forbindese med sagen tirsdag sagde Østjyllands Politi:
- Det åbenlyse råd er, at man altid skal sørge for at mødes på et offentligt og åbent sted, hvor der er folk omkring en, sagde Janni Lundager.
Læs også:
Fik tæsk og blev truet med kniv
Torsdag aften blev to drenge på henholdsvis 15 og 16 år anholdt og sigtet for at have begået røveri mod en 19-årig mand på hans adresse i Brabrand.
Den 19-årige havde sat flere par sko til salg på Facebook, og var via Messenger blevet kontaktet af en person, der var interesseret i at købe dem alle.
Den interesserede køber kommer sammen med en anden forbi sælgers adresse for at prøve skoene. Som bevis for betalingen viser den ene af drengene et falskt skærmbillede på telefonen, hvor der står, at pengene er overført.
Den 19-årige sælger tjekker sin telefon, hvor han kan se, at der ikke er gået penge ind. Han beder derfor om kontant betaling, hvor efter de to drenge påstår, at de vil gå ned i banken og hæve penge.
De kommer dog tilbage med en kniv i stedet. Efter at have truet den 19-årige og uddelt både et knytnæveslag og et albuestød til hovedet, stikker de to drenge af med skoene.
Politiet lykkedes relativt nemt at spore sig frem til den 16-åriges adresse i Brabrand, hvor de fandt ham med sin 15-årige ven og de stjålne sko.
Begge er anholdt og sigtet for røveri.