I dag går det løs: Aarhus Jazz Festival har fået vokseværk
2016-udgaven af Aarhus Jazz Festival bliver den hidtil største
I dag, lørdag, begynder Aarhus Jazz Festival – en årligt tilbagevendende festival, der nu rammer den 28. udgave.
Men ikke alt er, som det plejer – for i år er der markant mere musik på festivalen, der løber til den 16. juli.
SE OGSÅ: En uge med masser af jazz i Aarhus
325 koncerter skal vi igennem, før der kommer ro på jazzen, og der er 33 forskellige spillesteder i Aarhus.
Det svarer til 100 flere koncerter end 2015-udgaven.
SE OGSÅ: Nu kan du gå på opdagelse i Aarhus Festuges program
- Vores brede program skyldes blandt andet, at vi er så mange forskellige arrangører med forskellige profiler. Det er også et flot program med masser af god jazz fordelt på de 33 spillesteder i Aarhus, sagde sekretariatsmedarbejder Gorm Askjær til tv2oj.dk fredag.
Programmet præsenterer jazz fra alle afkroge i verden i mere eller mindre kendte skikkelser. Rent kommercielt er Melody Gardot blandt de største navne på programmet.
Også amerikanske David Sanborn kommer, og han skal være med til at stå for åbningen i Musikhuset sammen med Aarhus Jazz Orchestra.
Øverst i artiklen kan du se en video fra en af lørdagens koncerter under Aarhus Jazz Festival.