Hurtig indsats kan forhale demens - og hjælpen er der allerede
Tidlig indgriben kan forhale demensen, påpeger demenskoordinator, og tilbuddet om tidlig hjælp er der i mange kommuner. Hurtig udredning og et godt netværk har hjulpet 58-årige Pia Knudsen med hendes alzheimers.
58-årige Pia Knudsen er en sjælden type.
Hun har nemlig oplevet et tilfredsstillende og - relativt - hurtigt udredningsforløb for demenssygdommen alzheimers.
- Det har betydet, at jeg ikke skulle gå i lang tid og bekymre mig om at få den grumme diagnose. Plus at jo hurtigere man bliver udredt, jo hurtigere får man adgang til hjælp. Det giver tryghed, siger Pia Knudsen.
Læs også
Hun fik en alzheimers-diagnose i 2020 efter sin udredning, som hun kom i gang med efter en svær periode med arbejdskvaler.
- Jeg fik pludselig svært ved at klare arbejdet, og samtidig har mange i min familie haft demens, så jeg blev nødt til at finde ud af, hvad der var galt, siger Pia Knudsen.
En neurolog foreslog hende derfor at få lavet en udredning for alzheimers. Det tog under et halvt år, fortæller hun.
Læs også
Tid er den altafgørende faktor
Den seneste uge har TV2 ØSTYLLAND kunnet fortælle om de lange og voksende ventetider på demensudredning i Region Midtjylland.
Den lange ventetid gør det ikke mindre vigtigt at komme i gang med træningen hos eksempelvis Demenshjørnet, for jo længere der går fra udredning til behandling, jo større bliver skaden, og skal man holde sygdommen lidt i skak, er det med at sætte ind så tidligt som muligt, fortæller Tina Normann Andersen, leder af Demenshjørnet.
- Det her er jo målrettet det helt tidligere stadie i sygdommen, og jo længere tid der går, inden man bliver udredt, jo mere fremskreden kan man forestille sig, demensen vil være, og så er man måske ikke målgruppen for vores tilbud.
Faktisk kan man, allerede inden man er udredt, få kommunal hjælp til kognitiv og fysisk træning, hvis man har mistanke om demens. Blandt andet hos Demenshjørnet, der dog oplever, at for få tager imod tilbuddet.
- Der er jo mange, der tager tilløb til at komme, fordi det kan være svært, og det er en overvindelse dels at skulle erkende og acceptere, at man har fået eller kan få en diagnose, og så også handle på det, siger Tina Normann Andersen.
Forhaling er vejen frem
Tilbud som Demenshjørnet findes i flere østjyske kommuner. Blandt andet i Norddjurs Kommune, hvor Anna Kirkegaard tidligere var demenskoordinator. Hun forklarer, hvorfor det er vigtigt at sætte tidligt ind over for sygdommen.
Læs også
- Jo før, man kommer i behandling, jo før kan man komme i gang med at forhale sygdommen. Behandlingen helbreder ikke, men det forhaler, siger den tidligere demenskoordinator og fortsætter:
- Dernæst er det også rigtig vigtigt for familierne. De er hårdt pressede af den lange ventetid, der er nu. Det er rigtig svært at tale med familie og venner om, hvad det er for noget, fordi man ikke rigtig ved, hvad det er.
Ifølge Anna Kirkegaard handler det om at bevare så mange hjerneceller som muligt intakte, og fysisk træning noget af det, der kan forhale demensen.
- En halv times træning hver dag, hvor du får pulsen op, er noget af det, der rykker, og det vil jeg rigtig gerne være med til at gøre en indsats for, at mennesker med demens i let fase, eller mennesker, der er under udredning og har hukommelsesbesvær, kan få et løft til en lettere hverdag, siger Anna Kirkegaard.
Uundværligt netværk
Sådan et løft får Pia Knudsen i Aarhus. Efter hun fik diagnosen alzheimers, begyndte hun at komme i Demenshjørnet i Aarhus, og nu kommer hun regelmæssigt flere gange om ugen.
Det var svært at træde ind over dørtærsklen første gang, fortæller hun, men nu kan hun ikke leve uden netværket og træningen.
Læs også
- Der gik lang tid efter invitationen, hvor jeg tænkte, at jeg ikke hører til her. Men jeg blev mere og mere ensom. Så det var svært at komme ind ad døren, men jeg har været så glad for det, siger Pia Knudsen.
Hun er ikke i tvivl om, at Demenshjørnet er med til at holde hendes sygdom stangen, og derfor har hun kun én opfordring til andre, der er i en lignende situation.
- Pak din stolthed i lommen eller smid den væk og kom ind, for det er et genialt sted. Og det hjælper, siger Pia Knudsen.