Hundredvis af studerende festede på livet løs i populær park

Rusugen er langt fra som den plejer. Det fik flere hundrede nye studerende til at samles til fest i Botanisk Have i Aarhus.

Mellem 300 og 400 personer var mandag samlet til fest i Botanisk Have. Festen fortsatte til langt ud på natten. Foto: Privat.

Til trods for at flere af rusaktiviteterne på Aarhus Business School og Aarhus Universitet er blevet aflyst, var hundredvis af nye studerende mandag aften samlet i Botanisk Have for at feste og fejre deres studiestart. 

På Aarhus BSS er ledelsen bekendt med situationen, som de selv kalder for ærgerlig.

Læs også 26-årig fængslet for racistisk overfald

- Vi er optaget af at komme igennem det her smertefrit, og vi er optaget af, at ingen studerende bliver smittet med corona - Sådan et arrangement kan udfordre mulighederne for at gennemføre semestret, så jeg kan kun være ærgerlig, siger prodekan for uddannelse på Aarhus BSS Per Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han oplyser samtidig, at det drejer sig om 300-400 personer fordelt på forskellige fakulteter.

På eget initiativ

Ifølge Per Andersen har hverken universitetet eller dets tutorer, der normalt står for rusugen, haft noget som helst med arrangementet at gøre.

- Flere af rusaktiviteterne er i forvejen blevet ændret på grund af risiko for smittespredning, og alt efter klokken tre er blevet aflyst. Det er ikke os, der har arrangeret det, og jeg kan kun opfordre til, at de tænker sig om, siger han.

Læs også Stjal øl og mad - dagen efter blev han udvist

Traditionen tro skulle en række tutorer have budt de nye studerende velkomne, men de var heller ikke til stede mandag aften. 

- Det er rigtig, at nogle af vores 'russere' var der, men vi var der ikke. Rusprogrammet kører til klokken 15, og herefter opfordrer vi til, at de tager hjem og slapper af. Hvad der sker herefter, har vi ikke noget med at gøre, siger tutor, Aarhus BSS, Økonomi, Signe Meldgaard, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Klager på ny

Tidligere har TV2 ØSTJYLLAND skrevet, hvordan larm og høj musik plager naboerne til den populære park, og festlighederne mandag var ingen undtagelse. 

Læs også Til kamp mod skolelukninger: Over 2.200 har stemt

Her lød klagerne på støj til langt ud på natten og for at efterlade en del affald i haven. 

Det betød, at Østjyllands Politi på ny måtte sende en patrulje ud til parken.

Botanisk Have har hele sommeren være plaget af larm og skrald. Arkivfoto.

- Da patruljen ankom til stedet ved 20-tiden, kunne betjentene tydeligt høre, at der blev spillet meget høj musik i området ved amfiscenen, hvor mange mennesker var samlet, skriver politiet i sin døgnrapport. 

En 23-årig mand med en soundboks var tilsyneladende årsag til den alt for høje musik.

- Han blev sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden og fik besked på at skrue ned, da soundboksen ellers ville blive beslaglagt, skriver politiet. 

Bøde for forstyrrelse 

Herefter fortsatte patruljen fortsatte rundt i Botanisk Have, og et par timer senere var den igen gal med en soundboks, der spillede alt for højt. 

Betjentene tog kontakt til den 21-årige mand, der ejede soundboksen, og sigtede også ham for forstyrrelse af den offentlige orden. 

Læs også Kørte med kattekilling under bil - så trådte lokale mekanikere til

Betjentene vendte efterfølgende retur til amfiscenen og den 23-årige for at se, om budskabet var trængt igennem. 

Men det viste sig, at den 23-årige mand, der tidligere var blevet sigtet, på ny havde ladet bassen buldre, og derfor blev soundboksen midlertidig beslaglagt af politiet. 

Manden har efterfølgende fået en bøde for forstyrrelse af den offentlige orden, mens han må vente i 24 timer på at få udleveret sin soundboks. 

Kommunen har taget aktion

Problemet med støj er et stigende problem i Aarhus.

Læs også Mangel på SOSU-personale: - Det skal handle om andet end bleskift

Her har Østjyllands Politi modtaget 1248 anmeldelser fra marts til august, hvilket er en tredobling fra sidste års 401 anmeldelser. 

- Sommeren 2020 har været speciel på mange måder blandt andet med restriktioner, og det har gjort, at der har været mange mennesker rundt omkring i bybilledet. Vi har gjort det bedste, vi kunne, sagde chefpolitiinspektør, Østjyllands Politi, Klaus Arboe Rasmussen, den 21. august. til TV2 ØSTJYLLAND. 

Hos Aarhus Kommune håber de, at de nye tiltag kommer til virke efter hensigten, så der bliver skruet ned i Botanisk Have. Foto: Matias Grønborg

Især har Botanisk Have været særdeles hårdt plaget, hvilket har fået Aarhus Kommune til at sætte skilte op, der opfordrer folk til at skrue ned for musikken efter 22. 

- Vi håber, det kan få folk til at tage hensyn, sagde driftschef, teknik og miljø, Aarhus Kommune, Kim Gulvad, den 21. august til TV2 ØSTJYLLAND. 

Men skiltene ser altså ikke ud til at have haft den ønskede effekt endnu.