Holdt fast og røvet
Politiet efterlyser vidner til røveri på åben gade
Fredag aften sluttede med en grim oplevelse for en 29-årig mand i det centrale Aarhus.
Her blev han overfaldet og røvet af tre ukendte gerningsmænd ved Skt. Clemens Stræde.
- Den 29-årige bliver passet op af tre mænd. Den ene af dem fastholder forurettede, mens de andre andre gennemroder hans lommer, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi.
De tre gerningsmænd slap af sted med et kontantbeløb samt den 29-åriges personlige papirer.
Endnu har ingen vidner henvendt sig, men Østjyllands Politi vil gerne høre fra personer, der har oplysninger i sagen.
- Hvis nogen har set noget, så vil vi meget gerne have, at de ringer til os, siger vagtchefen.
Overfaldet skete på Skt. Clemens Stræde natten til lørdag klokken 01.15.
De tre Gerningsmænd beskrives alle som mænd, dansk af udseende, mellem 20 og 25 år, almindelig af kropsbygning og med lyst hår.
To af mændene er omkring 180 centimeter høje, mens den sidste vurderes til 190 centimeter.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.