Højsæson for hunde-høm-høm
Glemsomme hundeejere gør livet surt for mange østjyder. Blandt andet går det ud over fodboldspillere og børnehavebørn.
- Vi vælter os i hundelort.
Sådan siger pædagogmedhjælper Dorthe Christensen fra Børnegården Bifrost i Hjortshøj til Århus Stiftstidende. Hun kan berette om, hvordan hundeejere om aftenen lukker en låge til en indhegnet legeplads op for at lade deres hunde besørge. Næste morgen må børnene og de ansatte så døje med konsekvenserne.
Men det er ikke kun i Hjortshøj, at hundeejere er glemsomme.
Således kan Per Hausmann, der er fodboldformand i Hammel GF, også fortælle om pu-ha-problemer.
- Det bliver værre og værre. Også i denne sæson har vi flere gange måttet ud for at skovle hundelorte op, inden vi kunne begynde træning eller kampe, siger fodboldformanden til Århus Stiftstidende.
Avisen kan desuden oplyse, at man mange steder har sat skilte op for at huske de glemsomme hundeejere på, at de skal huske hundens pu-ha. Men det hjælper tilsyneladende ikke meget.