Højgravid vinder DM i bordtennis
Viby vandt lørdag danmarksmesterskabet i bordtennis, og det er selvom holdets højest rangerede spiller er gravid i 7. måned.
Aarhus-klubben BTK Viby kunne lørdag aften fejre titlen som danske mestre i bordtennis, efter de i finalen slog de regerende mestre fra Hillerød i finalen.
Og at det netop er Viby-holdet, der nu kan kalde sig danmarksmestre, er ret usædvanligt.
Udover at det er holdets første mesterskab, så er deres højest rangerede spiller, Pernille Agerholm, gravid i 7. måned.
Agerholm har allerede adskillige danmarksmesterskaber bag sig, både i single, double og for hold, men denne titel er noget særligt, siger hun til TV2 Østjylland.
- Jeg er jo højgravid, og at jeg alligevel formår at være blandt landets bedste, det er specielt, siger Pernille Agerholm.
Hun fortæller, at graviditeten af gode grunde har gjort hende tungere og dermed også langsommere, men at det særlige vilkår også har haft positiv indflydelse på hendes spil.
- Presset og forventningerne har været mindre, fordi jeg netop er gravid, så derfor kunne jeg spille mere frit i går. Jeg nød virkelig at spille.
- Havde jeg trænet i samme grad op til, som jeg plejer, så havde jeg haft flere nerver på og været mere anspændt, siger Pernille Agerholm.
En god blanding
Udover Pernille Agerholms graviditet, så er holdets næsthøjest rangerede spiller, Pernille Søndergaard, netop tilbagevendt fra en hofteoperation, og så var det den blot 17-årige spiller Sally Maribo, som endte med at afgøre mesterskabet.
Og for Pernille Agerholm, der selv er opvokset i og har spillet bordtennis alle sine ungdomsår i Rønde, så er det specielle ved denne titel også, at de udelukkende er lokale danske spillere fra Aarhus-området.
- Det er første gang Vibys kvindehold vinder, og det er bare et fedt hold. Vi er nogle, der har spillet bordtennis i over 20 år, og så har vi to unge under 18 år, så det er en god blanding, siger Pernille Agerholm.
Dramatisk finale
Holdkampen mellem Hillerød og BTK Viby stod efter de 10 finalekampe 5-5 og skulle derfor ud i en sidste og afgørende kamp mellem Vibys 17-årige spiller Sally Maribo og Hillerøds Pia Toelhøj.
Sally Maribo lagde bedst fra land og kom hurtigt foran 4-0, men herefter lykkedes det Pia Toelhøj at spille sig på 4-4.
Men Sally Maribo trak endnu engang fra i sættet og cementerede til sidst sejren med 11-6, og Viby-spillerne kunne lade champagnepropperne poppe.