Hjemmerøveri: Vi håber på et gennembrud
Østjyllands Politi jagter fortsat tre personer, som natten til torsdag begik hjemmerøveri i Trige
Der er fortsat ikke afgørende nyt i sagen om et voldsomt hjemmerøveri i Aarhus-forstaden Trige.
Sådan lyder den seneste melding fra politikommissær Anders Uhrskov fra Østjyllands Politi torsdag aften.
Derfor er politiet stadig meget interesserede i at høre fra folk, som har oplysninger omkring røverne eller det køretøj, de er kørt væk i.
- Vi håber selvfølgelig, at det kan give et gennembrud, siger han.
Politiet har dagen igennem efterforsket røveriet mod en familie, som blev udsat for grov vold og trusler af to mænd der trængte ind i deres hus. En tredje mand ventede udenfor.
Udlover dusør: Familie bundet, truet og slået med jernrør
Politihunde, teknikere og patruljer har lavet undersøgelser i området, men er ikke kommet gerningsmændene nærmere eller fundet ud af, om det var tilfældigt, at netop den pågældende familie blev udsat for røveri:
- Nogle gange er der en forbindelse mellem dem der bliver udsat for det, og dem der gør det, siger Anders Uhrskov til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Vækket og udsat for vold
Hjemmerøveriet blev begået omkring klokken halv fire torsdag nat, hvor mændene trængte ind i familiens hjem i Trige, hvor to forældre og deres to voksne døtre lå og sov.
Familien blev vækket og slået flere gange på kroppen og i ansigtet. Røverne truede blandt andet med at klippe fingrene af dem, hvis de ikke fortalte, hvor de gemte penge og smykker og truede også med at skyde familiens hund.
Røverne bar alle mørkt tøj og havde hætter på hovedet. De to røvere i huset var begge mænd med lys hud. Den ene omkring 160-170 centimeter høj, mens den anden var noget højere - formentlig omkring 190 centimeter.
Hos Østjyllands Politi tror man ikke, at hjemmerøveriet er begyndelsen på en bølge af røverier:
- Vi betragter det som en enkeltstående hændelse. Der er ikke nogen grund til frygt i nærområdet derude, siger politikommissær Thomas Uhrskov.
Du kan høre hele interviewet med politikommissæren i videoen øverst i artiklen.