Hjemmearbejdet synger på sidste vers: - Det er fantastisk

Fra 1. august skal alle have mulighed for at komme fysisk tilbage på arbejdspladsen, lyder det i en ny aftale. Det glæder Søren Kyndi-Wiuff, der har været delvist hjemsendt siden december.

En computer på spisebordet, teams-møder og få sociale relationer udover familien. 

Det har været hverdagen for rigtig mange danskere de seneste 14 måneder, hvor corona-pandemien har ført til skarpe anbefalinger om at arbejde så meget hjemme som muligt.

Men nu er der lys for enden af tunnelen. 

Et flertal af Folketingets partier er nemlig natten til tirsdag blevet enige om, at de, der i dag arbejder hjemme, gradvist skal tilbage på kontoret, og fra den 1. august er planen, at 100 procent skal være tilbage til det fysisk fremmøde.

Det glæder Søren Kyndi-Wiuff fra Hasle, der siden december måned har været delvist hjemsendt.

- Det, synes jeg som menneske, er fantastisk, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Dejligt at kunne adskille arbejde og privatliv 

I perioder har han arbejdet fuldtid hjemmefra med arbejdet som webarkitekt, men lige nu er det kun én dag om ugen. 

Og det betyder meget for ham at kunne vende tilbage til kollegaerne og arbejdspladsen. 

- Det med at komme på kontoret, at skulle afsted og se folk i stedet for en skærmen, det betyder noget for mig, siger han og fortsætter: 

- Før covid-19 snakkede man om det som et privilegium at arbejde hjemmefra. Nu har jeg indtryk af, at det er ved at vende rundt. Det er faktisk ret fedt at kunne komme ind på kontoret. 

- Øjnene har åbnet sig for at kunne adskille arbejde og privatlivet, siger han. 

For selvom det har været dejligt at bruge mere tid med døtrene på 11 og 13 år, som også i perioder har været derhjemme, så er det også rart at se andre end familien. 

- På det menneskelige plan har jeg været ude og se andre mennesker, også selvom vi har holdt os i små cirkler i forhold til kolleger, så er det stadig andre end Lotte og pigerne, og det giver også noget, siger Søren Kyndi-Wiuff. 

Kan frygte, man går for hurtigt frem 

Udfasningen af hjemmekontorerne skal ifølge aftaleteksten ske i tre faser. 

Fra fredag den 21. maj kan 20 procent vende tilbage, mens det bliver sat op til 50 procent 14. juni, hvor alle over 50 år ventes at have modtaget mindst et stik mod coronavirus. 

Og fra 1. august er det så planen, at 100 procent skal tilbage til det fysisk fremmøde, hvilket for Søren Kyndi-Wiuff vil gøre, at han kan se endnu flere kollegaer, da de indtil nu har været organiseret i teams, så de har kunne overholde afstandskravene. 

Selvom han glæder sig, så frygter han også, at man går for hurtigt frem. 

- Jeg synes, det er positivt, men jeg har samtidig en bekymring for, at vi øger risikoen for, at vi lukker hårdt ned igen, siger han. 

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kan udfasningen af hjemmekontorerne dog netop lade sig gøre, fordi Danmark er i en gunstig situation i forhold til corona og har kontrol over epidemien.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

VIDEO: Vi var på besøg hos Søren Kyndi-Wiuff og hans familie i marts måned sidste år, da corona-krisen næsten lige var startet. Her arbejdede han hjemme, samtidig med at døtrene også skulle undervises hjemmefra (Indslaget er fra den 12. marts 2020).