Hjælp politiet: Aggressiv kvinde amok på fremmede - hvem var det?
Politiet søger vidner og forurettede efter en anholdelse af en kvinde i det centrale Aarhus.
Natten til lørdag skred Østjyllands Politi til anholdelse af en 32-årig kvinde i Aarhus.
Forud for pågribelsen havde den 32-årige angiveligt udvist aggressiv adfærd over for forbipasserende på Lille Torv, indledt en tumult med en gruppe kvinder og løbet væk med en af kvindernes taske.
Den 32-årige er nu sigtet for tre tilfælde af vold, et røveri og et forsøg på røveri. Kvinden blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor hun blev varetægtsfængslet frem til 31. august.
Læs også
På det overvågningsmateriale, Østjyllands Politi har set fra Lille Torv, ligner det dog, at der har været flere episoder med fremmede end dem, kvinden nu er sigtet for.
Politiet beskriver dem ikke nærmere, men skriver blot, at den sigtede har fat i flere andre personer.
Østjyllands Politi opfordrer alle, der har haft en episode med den pågældende kvinde, til at kontakte politiet og fortælle om det.
Ring 114, hvis du ved noget.
Signalement
Østjyllands Politi har udsendt denne beskrivelse af den varetægtsfængslede kvinde:
- 32 år
- 162 cm høj
- Kort, sort hår
- Østafrikansk af udseende
- Iført en denim jakke tidligere på aftenen
- Senere på aftenen en sort Adidas-trøje med lyserøde striber ned ad ærmerne, samt en kort hvid nederdel