Kritik af ekstraregning på millioner preller af på Bundsgaaard
Jacob Bundsgaard er ikke enig i kritikken.
Det mødte voldsom kritik, da Aarhus Kommune tirsdag meldte ud, at regningen for Aarhus Stadion bliver hele 248,6 millioner kroner dyrere end først antaget.
Det er vel at mærke, inden byggeriet overhovedet er gået i gang.
På trods af kritiske røster er den nu tidligere borgmester Jacob Bundsgaard (S) ikke selv rystet over, at kommunen nu skal til lommerne igen.
- Jeg synes, det er helt rimeligt, når nogen donerer en meget stor gave til Aarhus og fodbolden i Aarhus, at Aarhus Kommune er med til at bidrage. Vi er stadig de mindste bidragsydere til at få det her løst, siger Jacob Bundsgaard.
Det er både Salling Fondene, Lind Invest, AGF og Aarhus Kommune, der har været med til at finansiere et nyt stadion.
- Det er et projekt, der kommer til at være til gavn og glæde for tusindvis af aarhusianere både med koncertoplevelser, fodboldoplevelser og fællesskab. Det, synes jeg sådan set, er rimeligt nok, at Aarhus Kommune er med til at finansiere, tilføjer Jacob Bundsgaard.
Skal lukke det sidste hul
Jacob Bundsgaard har været borgmester indtil onsdag, hvor Anders Winnerskjold (S) har overtaget borgmesterkæderne.
Det er dermed Bundsgaard, der har siddet ved roret, da Aarhus Kommune har indledt sig i projektet som bygherre.
Ifølge ham skyldes den store ekstraregning blandt andet, at der er kommet ekstra omkostninger til håndtering af jordbundsforhold.
Med budgetoverskridelsen ender den samlede regning på næsten en milliard kroner. Det har fået Salling Fondene til at skyde yderligere 40 millioner kroner i puljen, derudover skal Aarhus Kommune finde penge til regningen.
- Det er rigtigt, at vi kommer til at skulle lukke det sidste hul som kommune, og der har vi fundet en finansiering, som er både ansvarlig, og som sikrer, at det ikke går ud over andre områder i Aarhus Kommune, siger Jacob Bundsgaard.
Fortælling i ruiner
Flere byrådspolitikere i Aarhus Kommune har rettet en voldsom kritik af den store regning.
- Det er beskæmmende at se Jacob Bundsgaard bruge løs af penge for at redde sit stadionprojekt. Det sker lige efter budgetforhandlingerne, hvor vi har måttet lave hårde prioriteringer på anlægsområdet for at få enderne til at hænge sammen. De 200 millioner kunne i stedet have været brugt på bedre folkeskoler, idrætsfaciliteter til almindelige aarhusianere eller nye cykelstier, lød det tirsdag fra Jakob Søgaard Clausen (DD), byrådsmedlem i Aarhus Kommune, der tilføjede:
- Jeg mener, vi bør kigge på at reducere i stadionprojektet og kræve, at AGF bidrager mere til finansieringen af deres eget stadion.
Og han var ikke ene om at mene, man bør gøre projektet mindre.
- Det har hele tiden været fortællingen, af det ikke var skatteborgerne der skulle betale for AGF’s nye stadion. Den fortælling ligger nu i ruiner, hvis kommunen skal betale overskridelsen. Det er stærkt kritisabelt at foreslå at bruge næsten 1 milliard kroner på et stadion, sagde Mette Bjerre (SF), der er forperson i kulturudvalget i Aarhus Kommune, tirsdag.
Ikke enig i kritikken
Men den kritik er Jacob Bundsgaard ikke enig i.
Flere mener, pengene kunne været gået til andre områder som skoler eller socialt udsatte. Hvorfor kommer det ikke til at ske?
- Midlerne er taget fra en række forskellige puljer, der har været afsat enten specifikt til det her formål, eller til andre formål, hvor det her kan bringes i anvendelse. Så det er ikke noget, der kommer til at gå fra velfærden i Aarhus, siger Jacob Bundsgaard.
Og selvom regningen nu er blevet markant højere, end det var meningen, mener Jacob Bundsgaard fortsat ikke, man skal skrumpe projektet.
- Jeg synes, man skal fastholde det høje ambitionsniveau. Det kommer til at stå i de næste hundrede år, derfor er det værd at investere i, siger han.