Havn i stor vækst: Nu håndteres 1.000 tons i timen døgnet rundt

Aarhus Havn er et stort aktiv for byen og krydsede i 2021 10 millioner tons gods.

Mens flere havne verden over har måttet lukke ned på grund af coronaens konsekvenser, så har Aarhus Havn ikke bare klaret skærene, men faktisk opnået stor fremgang.

- Det går fantastisk, det må vi sige, lyder det fra en tilfreds Jesper Skatka, der er såkaldt commercial manager på Aarhus Havn.

I 2021 blev fremgangen på hele 889.000 tons gods, så man rundede 10 millioner tons for hele året. Det svarer til, at der hver eneste time blev håndteret mere end 1.000 tons gods.

- Vi har omkring 15 skibe om ugen, der kommer ind og laster og losser containere til og fra hele verden, fortæller Jesper Skatka.

Der køres i øjeblikket store mængder vejsalt væk fra kajen på Aarhus Havn.
Der køres i øjeblikket store mængder vejsalt væk fra kajen på Aarhus Havn.

Da TV2 ØSTJYLLAND tirsdag besøger havnen, holder lastbiler i kø for at blive læsset med vejsalt, der kan bruges, hvis temperaturen igen dykker under frysepunktet.

Et andet sted på havnen ligger et enormt bjerg af skærver fra Norge, der skal ligge under togskinner. Et tredje sted ligger et containerskib til kaj, og midt i alt det fortsætter Molslinjen sine daglige sejladser til og fra Samsø og Sjælland.

Kort sagt er der godt gang i aktiviteten på Aarhus Havn, der på alle kerneområder nød en vækst i det forgangne år.

Det blev dog kun til et enkelt krydstogtskib i 2021, men da der i coronaåret 2020 slet ikke var nogen, var der teknisk set også fremgang at spore dér.