Har ikke nok forberedelsestid

Lærer: Stressende at møde uforberedt op

02:13

1 af 2

Sygefraværet blandt lærerne er steget eksplosivt siden sommerferien, og i Aarhus Kommune er sygefraværet steget med 26 procent. Nu kaster en ung lærer sig ind i debatten om, hvad der er galt.

Hun mener, at den måde den nye skolereform er blevet ført ud i livet på ødelægger lærernes muligheder for at forberede sig ordentligt. Og det giver stress.

- Den største stressfaktor er helt klart det med at møde uforberedt op. Det er så ubehageligt, siger Anna Würtz, der er lærer på Skjoldhøjskolen i Aarhus.

Hun er 25 år og har været uddannet lærer i halvandet år. Hun vil vise, at det ikke kun er de ældre lærere, der er utilfredse.

Egentlig synes Anna Würtz godt om folkeskolereformen, der giver mere tid sammen med børnene, mere motion og eleverne hjælp til lektierne i lektiecaféerne. Men det er den nye arbejdstidsregel, som hun er utilfreds med.

- Arbejdstidsaftalen gør, at vi har mere undervisning og mindre forberedelsestid, og det er det, som jeg synes, der gør det svært, siger Anna Würtz.

Hun mener, at det er rimeligt med faste arbejdstider til lærerne, men savner flere hænder til at hjælpe med at tage sig af den øgede undervisningstid.

- Jo det synes jeg, men så synes jeg, at vi skal være flere lærere om at løfte den ekstra undervisning, så det ikke går ud over vores forberedelsestid, siger Anna Würtz.

TV 2 | ØSTJYLLAND vil gerne høre om dine erfaringer med skolereformen. I den kommende uge fortsætter vi med at se nærmere på de første 100 dage med reformen, og derfor vil vi gerne høre dine erfaringer. Du kan sende en mail til redaktionen på redaktion@tv2oj.dk.

Du kan høre mere om Anna Würtz' kritik af folkeskolereformen i tv-indslaget øverst i artiklen.