Hanne er Danmarks første - nu håber hun på flere kvinder i sit fag
Hanne er Danmarks første kvindelige redningsdykker, og hun nyder at arbejde i en mandsdomineret branche.
Østjyllands Brandvæsen har fået en ny redningsdykker, og for første gang i danmarkshistorien er det en kvinde.
Hanne Seiling blev for nylig uddannet som redningsdykker og skal nu indgå som en af dem, der kan blive sendt ud i nødsituationer i eller under vandoverfladen.
Hun har allerede to år som beredskabsassistent i Østjyllands Brandvæsen bag sig, og på trods af at hun er en af få kvinder, nyder hun sit arbejde.
- Nogle gange kommer man måske lidt længere under bæltestedet, og tingene bliver sagt lige ud, som de er.
- Det kan jeg godt lide i en mandeverden - at vi kan tale åbent og sige, når tingene ikke er i orden, siger hun.
Hvis det er det, man gerne vil, skal det nok lykkes
Som beredskabsassistent er Hanne Seiling på vagt hvert fjerde døgn, og når man er så meget og så tæt sammen med sine kolleger, kommer man hinanden ved.
Hun tøver da heller ikke med at kalde dem sin "anden familie", som hun hygger med.
- Men når alarmen går, så ved vi også godt, at det er alvor, og vi er på, fortæller hun.
Spring ud i det
Målet for Østjyllands Brandvæsen er, at der kan komme flere kvinder ind i faget. Det er nemlig svært at rekruttere nok reddere og medarbejdere til alle deres opgaver.
Selv håber Hanne Seiling på flere kvindelige kolleger, og hun kan sagtens se kvinder indgå på lige fod med de mandlige kolleger.
- Man skal have en nogenlunde fysisk basisform, og den tror jeg, mange har. Så man skal bare springe ud i det.
- Hvis det er det, man gerne vil, skal det nok lykkes, siger Hanne Seiling.
Men hvordan er det så at kunne kalde sig Danmarks allerførste kvindelige redningsdykker?
- Det er da lidt sejt, siger hun med et smil.