Handicappede risikerer hjælpen, hvis de flytter kommune

Mange handicappede føler sig stavnsbundet til deres kommune, for man er langt fra sikker på at få visiteret den samme hjælp i en ny.

31-årige Anne Heindorff Nielsen lider af muskelsvind. Derfor modtager hun hjælp til stort set alle opgaver i løbet af dagen. Det gør, at hun kan leve det liv, hun ønsker på trods af sit handicap.

Men det gør også, at hun ikke tør flytte kommune. Det er nemlig ikke sikkert, at en anden kommune vil visitere den samme hjælp, som Aarhus, hvor Anne Heindorff Nielsen bor, gør. 

- Jeg ville ønske, jeg bare kunne vælge en by ud fra, hvad der er i den, og hvad den kan tilbyde, og hvad jeg interesserer mig for. Men jeg går meget med overvejelser om, om jeg får min hjælpeordning med, hvis jeg flytter - hvad med mine hjælpemidler, hvad med min bil?

31-årige Anne Heindorff Nielsen lider af muskelsvind og er afhængig af hjælp til det meste i hverdagen.
31-årige Anne Heindorff Nielsen lider af muskelsvind og er afhængig af hjælp til det meste i hverdagen.

- Det gør for mig, at det kræver meget mod og overskud til at tage beslutningen, og der er jeg ikke nået til, siger hun. 

Stavnsbundet til kommunen

Der er stor forskel på, hvordan kommunerne visiterer. 

- I Muskelsvindfonden oplever vi i høj grad, at mennesker bliver stavnsbundet af frygt for, hvordan situationen vil ændre sig, hvis de flytter kommune, siger formanden for Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen.

quote Det er forbundet med utryghed for mange, hvis de skal flytte og deres sag skal revurderes.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer

Samme melding kommer fra Danske Handicaporganisationer

- Vi hører om mennesker, der efter at have fået den samme hjælp i mange år, pludselig får den ændret, når de flytter kommune. For mange mennesker med handicap er deres støtte og hjælp afgørende for, at de kan leve et frit og selvstændigt liv. Så det er forbundet med utryghed for mange, hvis de skal flytte og deres sag skal revurderes, formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen.

Vil sikre hjælpen i to år

Derfor foreslår SF nu, at handicappede kan beholde hjælpen i mindst to år, hvis de flytter kommune.

quote Man skal ikke kunne have 98 fortolkningsmuligheder af, hvor meget hjælp man har brug for, når man lever med et handicap.

Charlotte Bromann Mølbæk, SF's handicapordfører.

- Vi vil have lavet nogle regionale videnscentre, vi vil have mere behandling ind i regionerne, og så vil vi have gjort op med den store forskelsbehandling, der er mellem kommunerne, siger Charlotte Bromann Mølbæk, SF's handicapordfører.

- Man skal ikke kunne have 98 fortolkningsmuligheder af, hvor meget hjælp man har brug for, når man lever med et handicap, siger Charlotte Bromann Mølbæk.

I en mail til TV2 Østjylland skriver social- og ældreminister Astrid Krag (S), at regeringen ikke vil støtte forslaget, da man mener, at der allerede er sat gang i en række initiativer, og at kommunerne i forvejen gør mange af de ting, som ligger i SF's forslag.

Se hele indslaget herunder: