Hæklet hyldest til tissemænd udstillet på hospital

Sygeplejerskes hobby resulterer i udstilling af hæklede organer.

"Vi tager os kærligt af de genitalier, som mænd betragter som deres regalier.
Penis bli'r lige og scrotum normal, dagkir er lidt som en trylleportal!"

Ordene kan findes i et digt, der lige nu er udstillet sammen med en lang række hæklede organer på Aarhus Universitetshospital, Skejby. 

Søde tissemænd

Kvinden bag digt og organer hedder Gitte Marie Stendys, og hun er operationssygeplejerske på dagkirurgisk afdeling på hospitalet.

Fem af de 21 hæklede organer i udstillingen forestiller syge tissemænd, og det skyldes ikke (kun) en forkærlighed for mandens reproduktive organ.

- Mit speciale er urinvejskirurgi, og det handler jo blandt andet om tissemænd. Jeg har fx hæklet en krummerik og en tissemand med forsnævret forhud. De blev ret søde, siger Gitte Marie Stendys til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Digtet handler om alt det, man kan fejle med sin tissemand.

Syge tissemænd (og testikler) på rad og række. I forgrunden et skilt med ordene "penoskrotal digtning". I baggrunden anes de sidste linjer i Gitte Marie Stendys' digt.
Syge tissemænd (og testikler) på rad og række. I forgrunden et skilt med ordene "penoskrotal digtning". I baggrunden anes de sidste linjer i Gitte Marie Stendys' digt. Foto: Gitte Marie Stendys

Lettere miljøskadet

Vejen til en udstilling på Aarhus Universitetshospital, Skejby, startede for fire år siden. Her fandt Gitte Marie Stendys for første gang garn og hæklenål frem.

- Det var en dille på det tidspunkt, og jeg syntes, det var sjovt, men jeg gad ikke hækle karklude. En af vores venner er karkirurg, og han spurgte, om jeg kunne hækle en aorta. Det kunne jeg godt. Det endte med, at "kan det hækles?" blev en stående joke i min omgangskreds, siger Gitte Marie Stendys til TV2 ØSTJYLLAND.

Denne lever med galdeblære bliver Gitte Marie Stendys aldrig gode venner med. Sammen med en hjerne er leveren det sværeste projekt, hun har kastet sig over. 
Denne lever med galdeblære bliver Gitte Marie Stendys aldrig gode venner med. Sammen med en hjerne er leveren det sværeste projekt, hun har kastet sig over.  Foto: Gitte Marie Stendys

Hendes hobby har siden ført til en facebookside og en hjemmeside med opskrifter på hæklede organer.

- Hæklede organer er bare sjove. Jeg tror, jeg er lidt miljøskadet, og det er måske lidt intern hospitalshumor. Som operationssygeplejerske står vi nogle gange med flere meter tarm ud over operationsbordet, og vi har nok et andet forhold til kroppen. Vi kan snakke om bæ og bræk hen over middagsbordet, siger Gitte Marie Stendys.

Så fine lyserøde lunger finder man muligvis kun i hækleform.
Så fine lyserøde lunger finder man muligvis kun i hækleform. Foto: Gitte Marie Stendys

Dejligt at fordybe sig

Den 47-årige operationssygeplejerske hader ordet "mindfulness", men Gitte Marie Stendys synes, det er afstressende og tilfredsstillende at fordybe sig i noget og lave noget med hænderne.

- Jeg hækler hele tiden. Jeg hækler, hvis jeg tager bussen på arbejde, og når jeg er passager i en bil. Jeg finder altid garnet frem, når jeg venter på noget, lyder det fra Gitte Marie Stendys. 

Hækletøjet bliver også tit fundet frem derhjemme, og ifølge Gitte Marie Stendys må hendes tre børn tit bede hende om at lade være med at hækle om aftenen.

Det er formentlig ikke alle, der kan spotte, at der her er tale om en hæklet livmoder.
Det er formentlig ikke alle, der kan spotte, at der her er tale om en hæklet livmoder. Foto: Gitte Marie Stendys

Den dumme lever

Hvad er det sværeste organ, du har hæklet?

- Det sværeste, jeg har hæklet, er en lever. Den var træls, og den er jeg stadig ikke tilfreds med. Jeg var rundt i alle garnbutikker i Aarhus og spørge om leverfarvet garn. Garnet skulle have en hel speciel farve. Min mor var med rundt i butikkerne, og hun kunne ikke lade være med at grine af mig.

Hvis man vil se Gitte Marie Stendys' udstilling, skal man besøge Café Øst på Aarhus Universitetshospital, Skejby. Udstillingen varer til 31. januar.

Gitte Marie Stendys vil lørdag fortælle om sine hæklede organer i Go' morgen Danmark på TV2.

Med hjertet på rette sted...
Med hjertet på rette sted...
Smukfest Christopher 2016

- Det er en stor udfordring, at der ikke er nogen plan for os, siger festival

Gellerupparken Gellerup

Skole uden smittede lukker - rammer model skævt?

IMG_3549

Tilbage på stadion: - Nydelsen varer længere end sex

Skærmbillede 2021-04-17 kl. 12.54.48

Planlagde sin egen begravelse - nu har Stinne fået et nyt hjerte

Hospitalseng

Laveste antal indlagte siden starten af november

Gellerup

Endnu et område lukkes ned på grund af høj smitte

Dagens mest læste