Guldsmed-røveri: Gerningsmænd stadig på fri fod

Østjyllands Politi er i gang med at undersøge den Audi, der blev brugt som flugtbil

Foto: Billede fra overvågningskamera

1 af 2

De tre gerningsmænd, der mandag formiddag begik groft røveri og overfaldt en aarhisiansk guldsmed, er stadig på fri fod. Det oplyser Østjyllands Politi til tv2oj.dk.

- Der er ikke noget nyt. Vi skal have undersøgt bilen i dag og bruge de andre efterforskningsgreb, vi har. Vi har nogen forskellige spor, vi skal have undersøgt, siger Mariane Morgen, pressekoordinator i Østjyllands Politi.

Læs også Rystet søn efter røveri: Håber de tosser får en høj straf

Røveriet skete mandag klokken 10.15 mod Øzkan Guld, der ligger i Guldsmedgade i Aarhus Midtby.

Østjyllands Politi frigav i løbet af mandagen en overvågningsvideo fra røveriet. I videoen kan man se tre gerningsmænd, hvoraf den ene stikker voldsomt ud efter guldsmedens ejer med en kniv. 

Guldsmedens ejer måtte efterfølgende en tur på skadestuen, hvor han blev syet for en flænge i ansigtet. Han havde det dog efter omstændighederne godt, fortalte hans søn efterfølgende til TV 2 I ØSTJYLLAND. 

- Der kommer tre tosser og begynder at smadre det hele. De sprøjter peberspray i hovedet på min far og mor og snitter min far i ansigtet med en kniv, og så stikker de af, mens de smadrer hele butikken. Man kan ikke tænke andet end ’hvorfor’. Hvorfor skal man sætte andres liv på spil, det forstår jeg ikke, siger Hüseyin Øzkan.

Læs også Efterlyst Audi er fundet i det nordlige Aarhus

De tre gerningsmænd menes alle at være i alderen 20-25 år. De var iført sort tøj og kasketter eller hætter.

En af dem, en mand på 180-185 centimeter og med lys hud, bar noget, der lignede en kniv, oplyser politiet.

I videoen fra røveriet kan man også se, hvordan vidner forsøger at holde gerningsmændene tilbage. Vidnerne blev dog pacificeret med peberspray. 

Mandag eftermiddag fandt Østjyllands Politi den grå Audi, der blev brugt som flugtbil i forbindelse med røveriet i det nordlige Aarhus. Østjyllands Politi har hentet bilen ind til nærmere undersøgelse.

Her kan du se den voldsomme video fra røveriet:

01:15 Luk video